mandag den 25. april 2016

Overvældende interesse



På grund af en overvældende interesse (næsten 300) for at tilmelde sig mit nyhedsbrev, giver jeg 20% på Agnes Lammeuld fra i dag og til og med fredag d. 29. april. Garnet koster efter nedsættelsen 
32 kr/50g.
Man kan købe opskrift til To sider af Samme Sag og Grå Struktur til 40 kr eller strikke efter en opskrift, hvor strikkefastheden er 22-23 m pr 10 cm.
Porto efter gældende takster.
Send din bestilling til bodil@madam-munch.dk


torsdag den 21. april 2016

Nyhedsbreve

Nyhedsbreve

Flere har udtrykt ønske om at jeg skulle udsende et nyhedsbrev, når der kommer nyheder på værkstedet. Det være sig kurser, nye modeller, garn etc. Det kan være svært selv at huske at opsøge de steder, man gerne vil følge med.
Hvis du vil modtage et nyhedsbrev, skal du sende en din mailadresse til bodil@madam-munch.dk

Strikkefestival i Fuglefjord 2016 - del 2


Onsdag eftermiddag ankom vi til Fuglefjord, og blev indkvarteret hos vore værter.Vi spiste aftensmad på byens restaurant Muntra, og det gjorde vi i øvrigt hver aften.
 Næste morgen startede med en workshop kl. 9, jeg havde to denne dag, og det foregik hos Elisabeth og Dan. Det var første gang jeg underviste kvinder, som strikker på en anden måde. Der er færinger, nordmænd, danskere og en enkelt canadier, og metoderne er vidt forskellige, resultatet næsten ens.

På strikkefestivalens salgstorv, var der kommet nye stande og nye garner.

 Sirri havde et enkeltrådet garn med.
Riberhus er et kommunalt hus, hvor kreative aktiviteter foregår. Man mødes der, strikker, hækler og syr. 
Der er en permanent salgsudstilling, hvor kvinderne har leveret varer til. Udstillingen var meget flot i år, arrangeret i farver og smukt opstillet.

Priserne er absolut rimelige, og der blev solgt en del.

 Fredag morgen havde det sneet og det blæste en del, så vi stred os på workshop kl. 9. Jeg skulle være i nyt sted i byen.

Der var fuldt hus på workshoppen, så deltagerne fordelte sig to steder. Her er flest nordmænd.

og her er deltagerne færinger. Jeg underviste i vævestrik.

Fredag eftermiddag var det klaret op.

Sneen er på retur

og snart skinnede solen fra en næsten skyfri himmel.
Det kan ikke betale sig at bekymre sig om vejret på Færøerne, det skifter fra minut til minut.

Lørdag aften var der gallafest og der var pyntet vældig fint op. Vi var 460 deltagere til strikkefestivalen, men ikke alle deltog i aftenfesten.

Der var en modeopvisning med designer Dagmar Kjell. Hvis I vil se flere billeder så find dem på facebook.

Da jeg søndag aften vendte hjem, overraskede min mand med denne belægning foran indgangen til værkstedet. Det havde han arbejdet hårdt på at få færdigt, til jeg kom hjem. 
Dejlig overraskelse!


tirsdag den 19. april 2016

Strikkefestival i Fuglefjord 2016 - del 1

Vi var en lille gruppe på 11 personer, som mødtes i Kastrup mandag d. 11. april, og vi kom rettidigt afsted, modsat sidste år, hvor en storm forsinkede vores ankomst med 12 timer. Vi havde to dage i Torshavn, inden vi tog videre til Fuglefjord.
Jeg havde gennem Airbnb lejet 2 huse ,som vi boede i.
En tur rundt på Tinganes er naturligvis obligatorisk.

Vi havde en personlig guide med, da en af deltagerne havde været der mange gange pga. af arbejde.

Vi var inde i diverse butikker, og her ses Sirri-butikken

Vejret var dejligt, det blæste næsten ikke, og solen var der lejlighedsvis.
Dette "skoleskib" havde lige fået en ny mast, og den kom fra Silkeborg-skovene og var en Douglasgran.


Butikken Öström er en smuk butik med færøsk design.


Jeg havde bestilt en rundvisning på Færøernes Kunstmuseum , og det var en rigtig dejlig oplevelse med en god guide. Vi sluttede i Blådybet af Trondur Patursson.

 Middagen blev indtaget på Restaurant Barbara.
 Næste dag tog vi bussen til Kirkeby.Læs om stedet på linket, det er et meget specielt sted.
Turen hjem gik over fjeldet - en gåtur på 2½ time

 Det blæste godt, da vi kom op i højden, men vi havde den dejligste udsigt.

Efter 2 timer kom Torshavn til syne, men der er stadig et stykke vej. Da vi kom til bymæssig bebyggelse, kom en bybus, som vi tog ind til centrum. Bybusser i Torshavn er gratis.
Fortsættelse følger.