Strikkekursus i Letland

Denne flotte samling lettiske vanter hænger i Sena Klets - det nationale kostumecenter i Riga

26 kvinder (de fleste fra Holland/Belgien, en enkelt fra Japan, Frankrig og Danmark) mødtes mandag formiddag kl. 10 i Sena Klets til en orientering om de kommende dage, som vi skulle tilbringe i Liepaja - Kurzeme provinsen - den vestlige del af Letland.

 Vi boede i denne gade i en by, som har 80.000 indbyggere. Det er en havneby, så under kommunismen var det en lukket by. Der var mange fine gamle træhuse, men de fleste trængte til en gang maling og restaurering. 

Næste dag var vi på Liepaja museum, først fik vi en rundvisning, og dernæst var der workshops både formiddag og eftermiddag.

Strikning med perler på p 1½, tager tid, men der kan laves de flotteste håndledsvarmere og vanter.

Her ses vores underviser, Solvita Zaripska, hun er klædt i en flot strikket jakke med perler ned foran og en vævet nederdel, som harmonerer med farverne i jakken. På fødderne har hun de smukkeste strikkede strømper i skønne mønstre.

Næste dag gik turen til Ruceva - en lille by syd fra Liepaja.

Her blev vi modtaget af kvinder i folkedragter, som bød os hjemmebagt rugbrød, mens de sang en velkomstsang for os. 

Herefter igen undervisning - vi havde som regel to workshops daglig.

Her lærte vi en smuk bort her anvendt på en strømpe.

Tilbage i Liepaja var vi næste dag på et håndarbejdscenter med en meget smuk udstilling af strikkede effekter.

Vanterne var smukt arrangeret på en ring efter farve, og variationen i manchetter var ganske imponerende. Der var 6-7 ringe med forskellige vanter sat op efter farve.

Efter maden kom en gruppe kvinder og sang og spillede lettiske folkemusik for os. Det var meget lystigt, og humøret var højt.

Jeg måtte naturligvis have noget med hjem, og jeg købte et par perle-pulsvarmere og disse vanter i smukke farver

Men selv at kunne strikke vanter på p1½ efter lettisk anvisning var naturligvis målet.

Jeg havde garn med hjemmefra , Isagers alpaka2 og tvinni, så blev de ikke helt så tykke som de lettiske. Jeg savner dog en kile til tommeltotten, men sådan bruges det ikke i vanter med mønster.

Mønstrene var symboler på gode ønsker og vigtige ting i livet, derfor skulle de stå ubrudt. Men i ensfarvede vanter kendes udtagningen til tommeltot.

Hvis jeg skulle strikke den igen, ville jeg tage lidt færre masker i manchetten, så den får lidt mere form.

Det var en spændende uge i en land, som har meget at byde på, og jeg vender helt sikkert tilbage.