lørdag den 7. november 2009

Maskinstrik


En kurvfuld supersoft klar til maskinstrik, ja hvor svært kan det være?
Fredag eftermiddag ankommer jeg med en kurvfuld garn til TEKO-centret i Herning. Jeg skal mødes med Sanne. Vi kender ikke hinanden, men da jeg på webstrik annoncerede efter en mulighed for at prøve at strikke på maskine, var Sanne så sød at tilbyde sin hjælp.

Jeg lærer at gøre maskinen klar, og jeg skal "kun" strikke glatstrik.
Det forekommer mig noget indviklet, men al begyndelse er svær, og efter et stykke tid bliver jeg fortrolig med maskinen. Da første stykke er strikket bliver jeg klar over at opslagskanten kun er en tråd, og aflukning vist må gøres på gammeldags vis. Jeg forsøger at lukke af på maskinen med den nål, der er til det, men det tager lang tid og jeg skal have strikket så meget som muligt. Desuden springer tråden et par gange, så det er begrænset hvad jeg har nået, da klokken er halv seks og jeg skal hjemad igen. Men vi har hele lørdag......

Sanne udfører forskellige eksperimenter på maskinen, og stor er hendes glæde, da hun finder ud af at strikke rundt. Men da stykket kommer ud af maskinen, er det en lomme hun har strikket, der er lukket i den ene ende... Gad vide om det kan gøres anderledes?

Lørdag går det strygende. Jeg får strikket det forventede, som senere skal filtes. Men hjemme venter en del arbejde med at lukke af og sy sammen, for jeg fik ikke strikket rundt.
Vi havde arbejdssomme og hyggelige timer sammen, og det er et godt eksempel på hvor meget hjælp der er at hente hos gode kvinder rundt om i det ganske land.
Denne strikkemaskine tager vi fat på næste gang......








1 kommentar:

  1. Det ser spændende ud. Jeg kunne også godt tænke mig at prøve at strikke på maskine, men har på fornemmelsen, at det er svært.

    SvarSlet