mandag den 8. august 2011

140 spidser!

Så har jeg strikket mit første svøb. Jeg ved, at mange har vist det på bloggene rundt omkring, men for mig var det nyt at strikke det. Svøbet er strikket efter en opskrift fra Shetlandsøerne fra 1800-tallet, og i Skotland bruges disse sjaler stadig både som babysvøb og som sjaler til kvinder i alle aldre. Det kaldes også royalt svøb eller det hele kongerige.

Der var 140 spidser, og de var seje at komme igennem. Jeg tør næsten ikke skrive, hvor længe jeg var om at lære de 10 pinde, ja faktisk er der kun 5 mønsterpinde på godt 17 masker. Men jeg kunne simpelthen ikke få overblikket, og intet syntes logisk for mig og jeg strikkede ofte forkert, så først på side 2, sad det i fingrene og sikken lettelse. Jeg var fri for at klamre mig til opskriften. Jeg kom til at reflektere over, at det er sådan børn (og voksne for den sags skyld) med manglende overblik, koncentrationsbesvær og andre besværligheder må have det i det sociale fællesskab. De har bare ikke en opskrift, som de kan vende tilbage til, men må prøve at agere på det, de tror, er det bedste for dem. Ja, mine tanker er begyndt at kredse om skolen, og det næste års arbejde der. 

Jeg har strikket svøbet i noget helt vidunderligt garn, som kommer fra den store spole på billedet. Det er mohair af fineste, fede kvalitet, og jeg har strikket på p 4. Svøbet måler 115x115 cm og vejer 350 g. Garnet kan ikke købes, for det er en prøve fra et spinderi, så jeg kender ikke noget til løbelængde eller andre oplysninger.


Vest med bærestykke har jeg strikket en gang før ,og da var den i striber. Men nu strikker jeg den ensfarvet og med en tråd Kid Seta i bærestykket.

Blomsterhovedet her var vist den størte georgine i Ellas have, og den fik jeg med til glasskålen.

11 kommentarer:

  1. Hvor er dit svøb blevet fint Bodil - jeg kan virkelig genkende strikkefasen med de 10 mønsterpinde.....jeg kunne simpelthen ikke få dem ind på nethinden, så jeg kæmpede nøjagtig som du.

    Ella´s geoginehave er jo et slaraffenland for blomsterelsker, dejlige billeder derfra og et smukt eksemplar du fik med hjem.

    kh Jane

    SvarSlet
  2. tak spids, en ordentlig omgang strik du nu har bedrevet ;-) Svøbet er virkelig smukt og sikkert enormt lækkert at have om sig :-)

    SvarSlet
  3. Dit sjal ser fantastisk lækkert ud! Jeg har selv strikket det royale flere gange, selvom jeg fra start lovede mig sig: Aldrig mere! Men det er altså alligevel hyggeligt at sidde med. Spidserne kan man jo snuppe et par stykker af, ind i mellem. Og så vil jeg gerne sige dig, at dine tanker omkring børn og voksne med adfærds/sociale problemer rammer lige i kulen. Du har så meget ret, - og heldige er de elever på skolen, hvor du arbejder. Rigtig god dag fra Helle

    SvarSlet
  4. Hahaha! Ja, alderen sætter sine spor, hvad angår logik, hukommelse og overblik. Jeg ved liiige, hvordan du havde det med den forbandede bort.
    Jeg tænker af gode grunde mere på folk med ADHD end på elever, når jeg sidder i den slags suppedaser.
    Jeg har aldrig strikket dette tæppe, men jeg synes, det er dejligt, at du omtaler det som det, det oprindeligt kommer af. Mange tror, det er dansk.
    Sikken sød vest.
    Jeg vil ønske dig et godt nyt skoleår.

    SvarSlet
  5. Det er mærkeligt, hvordan det nogle gange kan være så svært at fange, det man opfatter som et simpelt mønster - jeg har selv prøvet det adskillige gange - men jeg tror nogle gange, det er fordi jeg tolker opgaven som værende for let og ikke er helt så koncentreret som jeg bør være :-) Så tror nu ikke, det har så meget med alder og hukommelse at gøre.

    Jeg ville gerne prøve at mærke det i fingrene - jeg elsker mohair - vel at mærke den rene vare uden tilsætning og jeg kan forestille mig, at det må være helt fantastisk. Smukt er det i hvert fald blevet og skal du så ikke lige lave et til, nu hvor du har fat i mønsteret? ;-)

    SvarSlet
  6. Har det nøjagtig som dig. Selvom jeg har strikket et par stykker af svøbet, har jeg også haft mere end almindeligt svært ved at lære kanten uden ad.

    En god reflektion omkring manglende overblik m.m.

    SvarSlet
  7. Tak for jeres kommentarer. Faktisk har jeg strikket retstykket - den inderste firkant i en tyndere kvalitet, entrådet mohair på p 3, så må vi se hvornår jeg fortsætter med mønsterafdelingen.
    Til Ann: min tanke har også været ADHD børn, men der er langt flere end de diagnostiserede, som har problemer med overblik.

    SvarSlet
  8. Det tror jeg på, Bodil, for jeg ser en del voksne, som ikke er diagnosticeret som børn, desværre.

    SvarSlet
  9. Så flot dit svøb er blevet! Spidserne er seje at komme igennem og ja, det er svært at huske de 10 pinde.

    Vesten er også på min liste - men først til efteråret.

    SvarSlet
  10. Smukt sjal eller svøb (afhængig af modtager, vil jeg tro) ;)
    Jeg har det ofte sådan med hulmønstre (ikke kun kanter), især, hvis der "sker meget" i løbet af mønsteret.
    Men din overvejelser mht. sammenligningen til sociale udfordringer havde jeg ikke lige overvejet. Den er egentlig ret god.
    Jeg håber, du får et par gode sidste dage inden arbejdsåret går i gang igen. Det er altid godt at kunne starte fuldt opladet!

    SvarSlet
  11. Smukt svøb, jeg er også igang med et i øjeblikket, er næsten færdig med første side, så er der "kun" 105 tilbage. Georginer er bare smukke:)

    SvarSlet