onsdag den 7. oktober 2009

garnsalg d. 9. og 10. oktober



Garnsalg i Tind Textil og Kunst

Kom til "store garndag" fredag d. 9. oktober eller lørdag d. 10. oktober og spar masser af penge i garnafdelingen.
- Udgåede kvalitetsgarner sælges med op til 50%

- Mange garnrester 50%

- Køb for 500 kr. garn og få en gratis strikkepinde med i købet!

- Gratis opskrift til de garner, der ikke er nedsat (gælder dog ikke strikkekit)

- Udgåede strikmodeller sælges til garnpris eller derunder


Kom ud og find garn til efterårets strikkeprojekter.
På gensyn hos TIND Textil & Kunst, Røjklitvej 10, 6950 Ringkøbing
Jeg står i butikken lørdag

mandag den 5. oktober 2009

Red Barnets hueaktion


Vær med i Red Barnets hueaktion. Strik en hue til en nyfødt. Du kan eksperimentere med farver og former og samtidig kan du få brugt nogle af dine mange rester.
De luner der, hvor de kommer frem.
Mange af børnene dør af malaria og aids, men størstedelen dør af banale sygdomme som diarré og mæslinger, og rigtig mange nyfødte i Afrika bl.a. af lungebetændelse, på grund af kolde aftener og nætter. Derfor samler Red Barnet huer ind, som de sender til de nyfødte i Afrika.
Udfyld formularen på Red Barnets hjemmeside, frem med strikkepindene og afsend din hue.

søndag den 4. oktober 2009

Monteret og færdig


Vi starter på bagsiden. Alle ender er hæftet, de fleste er dog strikket ind. Efter at jeg fik lært at splejse, blev det rigtig fint. Kanten er dobbelt, grøn og sort, og hjørneind- og udtagninger fungerer i mønster.


Spidserne foroven, her er klippet op og senere syet sammen med maskesting - måske skal det lige have en presning mere.



Den nederste spids......




og hele sjalet i sin fulde skønhed......

Jeg er godt tilfreds, nu må jeg se, hvordan det er at bruge det. Det er tykkere og dermed lidt vanskeligere at arrangere end de sjaler, jeg normalt slynger om mig. Der skal vist en sjalsnål til, det må jeg lige øve mig lidt i.

Det tog mindre end en måned at strikke - det havde jeg bestemt ikke regnet med, men det er fordi det sådan griber en, det er næsten ikke til at lægge fra sig.

Der er meget garn tilovers, det kan blive til mindst en bluse eller hvad jeg nu finder på af de skønne farver.
Næste projekt må være håndledsvarmerne, som jeg købte på Fanø. De egner sig lige til "Forbrydelsen" i aften, det er glatstrikning med en farve.

søndag den 27. september 2009

Fanø fortsat


Jeg fik bl.a købt dette lille strikkekit til hals- og håndledsdisser fra Lene Kastrup - Uldsund. Jeg skal lægge det frem, når det bliver færdigt.

Christel Seyfarths farvesammensætninger er enestående og rene farveorgier. Her et lille udsnit:


Dette sjal lidt mere dæmpet



Fra Lone Bullingers udstilling - en fantastisk flot kreation - her nærmest korsfæstet på væggen.
Vi nåede det meste, fik set alle udtillingerne,rørt ved alle interesente emner, men deltog så kun i en workshop.
Der er en vældig interesse for strik og mange har søgt forgæves at komme med som deltagere til dette arrangement. Christel fortalte, at hun vil arrangere festivalen hvert andet år. I år var 3. gang, og det er et stort arbejde.
Webstrikkernes festival er en anden, og som det ser ud kunne der være flere, hvis nogen tog initiativ til at arrangere. Man kunne vel også tænke sig mindre arrangementer, hvor man lærte af hinanden, bare muligheden for at være sammen med ligesindende var til stede, og nogen udstillere kunne man vel altid skaffe.....
Men alt i alt en god oplevelse.





Strikkefestival Fanø

Nu har jeg så oplevet min første strikkefestival, og mine børn har moret sig over at jeg skal deltage i en sådan. Jeg ved ikke, hvilke billeder de har fået på nethinden, men ordet festival giver sikkert helt faste associationer hos dem - måske noget med midaldrende damer med strikkepinde og garnnøgler strittende ud af lommer for og bag og så sving i rumpetten......

Jeg ved heller ikke helt hvad jeg selv havde forestillet mig, men i hvert fald noget med strikkende damer over alt. Men nu ved jeg, at det er damer i et væld af striktrøjer, sjaler, veste og hænderne fulde af poser og tasker med endnu mere garn til lageret derhjemme.
Vi deltog i Sabine Buckos workshop Dansk Dobbeltstrik. Hun er tysk strikdesigner og meget optaget af dansk striktradition. Der var et overtal af tyske damer med på denne workshop, noget de åbenbart ikke har mulighed for i hjemlandet.
Fredag aften var der foredrag og modeopvisninge med bl.a Diana Borgnyardottirs kreationer i færørsk uld. Billedet nedenunder er fra hendes stand i forsamlingshuset, hvor vi kunne mærke, se og prøve hendes lækre modeller.
Vi skulle jo også have noget at spise, og jeg ved ikke om gæstebuddet kom bag på servitricen i Nannas Café ( det hed den ikke men noget i den retning) I hvert fald var hun meget hektisk, da folk myldrede ind ved 12 tiden, men kaklerne og maden var der ikke noget i vejen med.
Så havde vi fået kræfter til den store rundtur i alle tilbuddene i forsamlingshuset og den gamle skole, og der var rigtig meget at se på og rigtig mange mennesker. Jeg håber at udstillerne fik solgt godt, interessen manglede i hvert fald ikke.
Det var svært at komme til at fotografere med mindre at du gerne ville have ryggen af 50 damer, men her lykkes at fange Uldgårdens stand.
Dette er Lotte Kjærs spændende stand

Klitrose fortsat



Så langt er jeg kommet, og det skal ikke være længere, så jeg er begyndt på kanten. Det har været meget spændende at strikke, da du ikke kender farvesammensætningen, før du strikker, men det betyder, at det næsten er altopslugende, for man skal lige have en række og en række mere med - og jeg der troede at dette strikkeri ville trække i langdrag. Men jeg er selvfølgelig ikke færdig endnu, kanten er omfangsrig.
Jeg mødte en pige på strikkefestivalen, som også var i gang med et Christel Seyfarth sjal og det var sjovt at se vores sjaler sammen, hun havde en helt anden strikkemåde, så udtrykket blev forskelligt, og det er jo der er dejligt med det håndlavede - ikke 2 er ens.

Nu strikker jeg så kanten, som skal være sort med rødt og på bagsiden sort med grønt. Jeg har været i tvivl om jeg skulle bruge den sorte, da jeg synes at den gør sjalet lidt tungt, men jeg har svært ved at finde alternativer som dur, så nu bliver det sådan.


torsdag den 24. september 2009

Min første og eneste Kaffe Fassett

´
Jeg tror, at vi skal helt tilbage til først i 90'erne, hvor jeg købte mit første strikkekit, og det var en Kaffe Fassett trøje, Blue Diamond. Jeg tog tilløb flere gange, for den kostede 700 kr. og det var uhørt mange penge dengang, i hvert fald for et stykke strikketøj. Endnu værre blev det, da jeg skulle rive garnet i meterlange stykker og først derefter strikke med det. Enderne blev strikket ind, det var også noget jeg skulle lære.
Og her ligger den så, lige taget frem af skabet og næsten ubrugt, for en kort model i temmelig tykt garn er slet ikke noget for mig, og var det heller ikke i 90'erne. Jeg købte den, fordi jeg måtte prøve en af hans modeller, og farverne var og er stadig så flotte.

Her ses de blå diamanter tydeligt.



Og så har jeg været ved symaskinen! Meget opmærksomme læsere kan huske, at denne kjole blev klippet i vinterferien, og endelig langt om længe fik jeg den syet. Længden blev cuttet lidt af, så nu bruges den over et par lange bukser. Farven er mere klare end på billedet. Snittet er fra Onion.

torsdag den 17. september 2009

100 kvinder og Hanne Falkenberg

Hanne Falkenberg fortalte for 100 kvinder om sit liv med strik. Først tilbragte hun mange år i Norge, hvor hun var strikdesigner for forskellige uldgarnsfirmaer. Senere flyttede hun til Danmark, og først i 90'erne udviklede hun den strikkekunst vi kender hende for i dag, retstrikning, strik kun med en farve af gangen, fantastisk pasform og spændende snit. Det skal lige siges, at hun er selvlært, hun er udlært laborant!
Efterhånden som foredraget skred frem, demonstrerede hun den ene model efter den anden ved at hive en trøje frem fra bunken eller rive den ned fra en af ginerne i hurtige, abrupte bevægelser, mens hun fortalte om dens tilblivelse, ide og mønster.
Hun er det rette fremviser af eget design, alt ser godt ud på den høje, slanke dame!


Bagefter blev hendes mange modeller prøvet, mærket efter, diskuteret og købt ind hos Ønskegarn, som var medarrangør sammen med tekstilprojektet Tråd. Vi var i Silkeborg Museums smukke foredragssal.
Jeg fik købt den nye model Viktoria. Hun havde den med i 2 farver, violet og grå. Den violette var flot, men den grå var elegant, så den valgte jeg.
.
Og se så lige denne smukke morgenrøde - taget kl.6.30 her til morgen.

fredag den 11. september 2009

Klitrosen vokser


Så kom jeg på rundpind og nu rykker det, men omgangene bliver også længere og længere og længere, så det er strik over tid - måske bliver det færdigt til jul......

Da jeg skulle strikke rundt, slog jeg 6 masker op, som skal bruges til opklip, når sjalet er færdigstrikket. Den anden farve bliver strikket med i lus. Så bliver trådende ikke så lange, når det klippes op. Mon jeg tør sætte saksen i, når jeg kommer så langt??????

onsdag den 9. september 2009

så er jeg i gang


Så er mit store strikkeprojekt kommet dertil, hvor jeg kan få det på rundpind ahhhh! jeg er ikke gode venner med mønsterstrik på vrangpinden. Men det er et stort arbejde at strikke dette sjal, der er mange ender som skal hæftes efterfølgede, men det må tage den tid det tager, jeg skal jo ikke bruge det i næste uge.

søndag den 6. september 2009

Mols Bjerge - en søndag i september


Her ser du hvorfor Mols Bjerge er blevet nationalpark i Danmark. Det er det flotteste område vi har. Billederne er fra området ved Trehøje



Efterår - kom an!

I går, hvor efteråret var over os, fik jeg min Jo Sharp-striktrøje gjort færdig. Garnet hedder Silkroad Aran Tweed, 85%uld, 10% silke og 5% cashmere, så det er rigtig lækkert.
Knapperne er af horn, og måske er det bare spidsen af et horn, hvori der er boret 2 huller. Jeg er godt tilfreds med resultatet og glæder mig til at varme mig i den en kold efterårsdag.

søndag den 30. august 2009

Spændende strikkeprojekt


I weekenden var jeg i Tind Kunst og Tekstil og fik købt både tøj og garn. Der er så meget spændende derude - nye ting hjemkommet til efterårssæsonen.
Jeg binder an med et Christel Seyfarth projekt. Jeg har købt strikke-kittet Klitrose ( vi har sommerhus på Klitrosevej, så det kan jo ikke være anderledes :-)) Ser det ikke spændende ud??? Jeg glæder mig så meget til at komme i gang.

I weekenden op til efterårsferien ( lørdag d. 10 okt.) bliver der stort garnsalg i Tind Kunst og Tekstil, så hold øje med hjemmesiden, her vil det blive annonceret. Man kan gøre en rigtig god handel og Vesterhavet er altid et besøg værd, som kombiner de 2 ting i din efterårsferie, hvis du har en sådan.

For længe siden fik jeg købt et nøgle Noro strømpegarn, men jeg synes måske ikke lige det egner sig til strømper, så nøglet har længe ligget i mit garnskab og kikket på mig, hver gang jeg åbnede. Nu har jeg fundet en anvendelsemulighed, jeg strikker nok et tørklæde i nogle lange masker, så garnets struktur og farveskift rigtig kommer til sin ret. I får se når det er færdigt, her er lige et udsnit.



fredag den 28. august 2009

á propos

Pelse Asboe talte i sit foredrag om sine oplevelser med håndarbejde i skolen, og dem var vi mange der kunne nikke genkendende til. Det måtte absolut ikke være sjovt, det var en alvorlig sag at lære at strikke eller sy, så ingen snak eller hyggeligt samvær! Nøjagtighed var en dyd og at pille op hørte så absolut til en meget brugt disciplin i faget.
Formålet med undervisningen i håndarbejde i 2009 er, at eleverne tilegner sig kundskaber og færdigheder, der knytter sig til skabende og håndværksmæssig fremstilling. Og det er spændende! her er fantasi og kreativitet i højsædet og der skabes mange flotte projekter.



Jeg gik en tur i håndarbejdlokalet og besøgte en 4. klasse, som lige er startet på faget. De lavede dukker ved hjælp af lærred, vat og snor. De lærte noget om stofretning ved kun at måtte rive stoffet i passende stykker til deres dukke. Resultaterne blev sat op i rionettet på gangen og her gik de ud for at lege med dukkerne, hvis de skulle have en pause eller var færdige før de andre.

Pelse fik udleveret 4 knappenåle og en synål ved sin start på håndarbejdsfaget og ve den der ikke kunne aflevere samme antal tilbage ved skoleårets afslutning! Problematikken er stadig den samme, nåle har det med at forsvinde og nåle er dyre i dag, så 4. klasse skal også i gang med at lave deres egen lille nålebog, men efter helt andre metoder.
Materalet er filt, der er fri broderi og billeder fra vægtæppet nedenunder er klippet i småstykker og brugt som dekoration. Resultatet er at eleverne holder meget styr på nålene, men uden at skulle stå til regnskab for de bortkomne.

Vægtæppet som pryder hele lokalet er lavet efter et hatteprojekt. De enkelte hatte er fotograferet, været igennem et program i PC'en og overført til papir, som kan klæbe på stof. Det er så flot og jeg kunne ikke få det hele med.
Med denne start på faget håndarbejde tror jeg at mange af vores elever vil fortsætte med at værdsætte kreative udfoldelser, takket være dygtige og inspirerende lærere.

torsdag den 27. august 2009

Er broderi en død sild i DK?


Jeg har lige meldt mig ind i Østjysk Tekstilkreds og det første arrangement var med Pelse Asboe. Hvis man skal dømme efter deltagerantallet må svaret være nej. Vi var så mange at borde, puder og gulvet måtte tages i brug som siddepladser, og vi hørte et spændende foredrag ledsaget af flotte billeder af kreativt, anderledes broderi.
Pelse har broderiaftener i sin butik på Nørregade i Århus, hvor man kan melde sig til en enkelt aften for at lære en bestemt teknik.
Aftenen gav bestemt lyst til at kaste sig ud i det modernes broderis verden