tirsdag den 20. august 2013

Århus på en sensommerdag

I dag tog Århus sig ud fra sin bedste side, da jeg gik rundt i de små gader og kikkede ind i lækre designbutikker. Nr. 4 i Gl. Munkegade er et kunsterkollektiv, hvor forskellige kunstnere udstiller. I dag var det Nina Rosenbaum, som passede butikken. Tag en rundtur i butikken her

Hun havde netop taget disse små skåle ud af ovnen. Med lys i ser man tydeligt svalerne, som svæver rundt, så dem var jeg nødt til at have et par stykker af

Ginette Wien laver disse fantasidyr

Der er også strik og tekstil i butikken, og Hanne Lindberg står for filtet strik.

Louise Lerche Johansen laver flotte æsker og kasser.
Det er en dejlig butik med et varieret udbud.

I samme gade ligger Fandango, og her måtte jeg ind og hilse på Tine. Det er et fantastisk udvalg, de har i dingenoter og dimserier til strik. Ting man slet ikke ved, man har brug for, men som er smarte at have. Jeg fik en maskemåler 10x10cm til at måle strikkefasthed med. Ja, jeg ved godt at man selv kan skære den i pap, men denne her er lækker og i genbrugsplast - finsk design.
Jeg måtte også prøve carbonstrikkepinde, og jeg har lige fået gang i dem, de er gode og føles bløde, når spidserne rammer hinanden, men jeg holder nu vist på mine lace pinde fra Addi, og så koster de under det halve.

Flot farveopstilling i lilla og blommefarvet.

 Videre gik turen til Broderi Moderne, hvor jeg skulle have en aftale med Pelse Asboe helt på plads. Også her kan du tage en virtuel rundtur i butikken, og hvor i Danmark finder man noget lignende? det emmer af kreativitet, og efter et kik ind i baglokalet bliver man helt bekræftet.


Turen sluttede i Tøndering Strik, hvor jeg kun fik taget dette billede af Isager tyndt tweed garn. Det blev jeg så optaget af, da jeg slet ikke vidste, at de havde den kvalitet. Der er så heller ikke udarbejdet opskrifter til garnet endnu, men det kommer. Det er et lækkert garn, som også indeholder mohair.

Turen hen til bilen gik gennem den hyggeligste gade i Århus, Møllestien

Hver gang jeg krydser åen på dette sted, undres jeg over at Netto har fået lov at bygge på denne dejlige plet. Netto er bygningen til højre i billedet

søndag den 18. august 2013

Den estiske stjerne

Så er sjalet vasket og blokket. Jeg har valgt en rolig, lidt mørk bort, da der sker mange ting i mønstret.
Sjalet er 100 cm langt, 213 cm i bredden og vejer 450g, og det er strikket i 2-trådet shetlandsuld fra Rennie.
Ulden fra Rennie er lidt mere fyldig end den fra Knoll Yarns.

Der er 5 mønsterfarver og 5 bundfarver ,og bundfarverne ligger tæt op af hinanden.

Jeg har anvendt et andet hjørne end det, jeg plejer at strikke. Faktisk var det sådan hjørnerne på mit første sjal, Klitrose blev, men det var fordi, jeg havde misforstået opskriften i forhold til, hvor jeg skulle begynde på borten. Men nu næsten 4 år senere er jeg meget klogere og mange sjaler rigere. Jeg har bevidst valgt dette hjørne, fordi det gør "snipperne" på sjalet kortere. Se evt. her på Annes blog.

Udgangspunktet for sjalet er en gavepose købt i Estland sidste sommer, og mønstret er direkte kopieret og omsat. Det er dog ikke repræsentere i bogen, der for mig startede min interesse for estisk strik og textilkultur
Men jeg går ud fra at det er typisk traditionelt mønster fra Estland. Der er mange varianter i bogen.

Som nævnt tidligere har min mor strikket en stor del af sjalet og man kan ikke se, hvor den ene slutter, og den anden begynder. Hun var ellers ved at være bange for, at fingrene havde mistet en del af spændstigheden, men sådan er det heldigvis ikke.

tirsdag den 13. august 2013

Indtryk fra messen i Vejle

 Garnnøgler på rækker i dejlige farver bliver man glad af at se på. Billedet stammer fra Onions salgsstand og der var mange spændende garner. Økølogisk uld med nældefibre, tussah silke, hamp og bomuld. Det skal nok blive noget vi kommer til at se mere til. Tind købte ind her.
 Der var mange fine og anvendelige modeller fra samme firma.
Boshi huen går sin sejrsgang, og måske kan den få mænd til at hækle. Paw fra Viking garn ville i hvert fald lære det. Messen havde haft besøg af de to tyske unge fyre, som har startet bølgen i Tyskland og lavet firmaet Myboshi. 
Man kan undre sig over, at en hæklet hue kan skabe så megen virak, for det er jo ikke nyt at hækle på i den facon. Men det må være historien bag. De to tyskere er i Japan som skiinstruktører og keder sig om aftenen. Deres afterskiing-projekt bliver at lære at hækle, og de får hæklet en masse huer, inden de vender tilbage til Tyskland igen. Her begynder de at sælge dem, og sådan udvikler det sig til et firma.


Fru Zippes stand er ikke til at stå for. Dejligt at broderi har fået et moderne udtryk.

Flittige damer fra Seriøs strik for sjov, havde i weekenden strikket pulsvarmere til kræftramte patienter

De sidste tre billeder kan I bare nyde. Det er udstillingen i fra de forskellige firmaer i forskellige farvegrupper.



søndag den 11. august 2013

Hverdag igen

Så er vi på vej mod hverdagen igen, og mine arbejdsuger i sommerferien i Tind Textil & Kunst er slut. Jeg har været der sammenlagt 4 uger, med 2 ugers ferie imellem, og det har været længe at være væk hjemmefra, men også hyggelige arbejdsdage med mange kunder og mange gode møder med bekendte og venner, herunder også blogvenner. 
I morgen skal jeg på garnmesse i Vejle, hvor Dorthe og jeg skal købe ind til Tind. Det bliver spændende at se, hvilke nyheder firmaerne kan diske op med.
Næste arrangement er strikkecampen d. 22. - 26. august på Gammelbro Camping ved Haderslev,
og de gør rigtig meget ud af det. Jeg skal have min søster med, og vi skal bo i campingvogn. Programmet kan ses her. Jeg håber, det bliver lige så hyggeligt som Samsø.
PÅ strikkefronten er jeg ved den store kant rundt om sjalet med de estiske stjerner, så den kommer snart både som kit og som opskrift. Der bliver også strikket lidt vævestrik i ny og næ.

lørdag den 3. august 2013

Isager -nostalgi


Klik på billedet, for at lukke vinduet
Jeg oplever, at der er en stigende interesse for Marianne Isagers gamle opskrifter. Mange af dem kan ikke købes længere, men i denne netbutik er der et stort udvalg af udgåede opskrifter til 30 kr. pr stk, så måske kan du finde, hvad du leder efter der.

Klik på billedet, for at lukke vinduet
Der er så mange af de gamle opskrifter, som er så smukke, så de fortjener en revival.
Klik på billedet, for at lukke vinduet
Jeg bliver selv helt nostalgisk ved synet. Denne model er strikket i rigtig mange variationer, og blev båret af en stor del i min omgangskreds.

lørdag den 27. juli 2013

Sommerbesøg og fortsat vævestrik


Dagene går lige så stille, vi triller en tur med Iris, leger, spiser og sover, og jeg får kun strikket ganske lidt. Men de små strikkeprøver i vævestrik er velegnede til at tage et par pinde på ind imellem.
Jeg har 18 forskellige nu, og her ses et udsnit.

De 3 prøver er et og samme mønster, nemlig tweed eller tre -en. Det er sjovt at lege med forskellige variationer indenfor det samme mønster.

Her ses den orange farve

Og så er jeg lige begyndt på den blågrønne.
Iris rejser sig hele tiden ved ting, lige nu står hun ved min stol, og da jeg er barnepige må jeg hellere smutte.


søndag den 14. juli 2013

Lidt småstrik

Da jeg tog til Samsø, skulle jeg have lidt let tilgængelig strik med, og det blev til en halsvarmer og et par pulsvanter, begge dele i alpaka, men der snakkes meget på en strikkecamp, så jeg kom ikke så langt, og nu ligger det så i kurven og venter på bedre dage. 
(PS jeg kan simpelthen ikke få billedet drejet 90 gr)
I stedet er jeg blevet optaget af vævestrik, da jeg købte Berits kompendium.
Jeg strikker pulsvarmere i vævestrik, en del af mønstrene kendte jeg i forvejen, men der er 70 forskellige, så jeg støder også på mange, jeg ikke kender. Jeg har strikket 12 par i forskellige mønstre, og jeg har en mening med galskaben - det skal bruges til september.

Dette mønster hedder "smilehuller", det er den nederste, der er retsiden, men begge sider kan bruges. Jeg synes, det har en flot tekstur.

Ja og så er vi vist færdige med småstrik, for jeg har også gang i et nyt sjal. Jeg fik lyst til at bruge rolige farver i et traditionelt mønster.
Jeg strikker i Karen Noes uld og angora, som desværre ikke fås mere.

Inspirationen har jeg fra denne gavepose, som er købt i Estland. De er nemlig så stolte af de gamle håndarbejdstraditioner at de genoptrykker dem på souvenirs.
Sjalet har været en tur omkring min mor, og jeg har lige hentet det i dag. Jeg startede og strikkede de første 25 cm, derefter overlod jeg det til min mor, og nu er det klar til borten, som jeg så tager mig af. En god arbejdsdeling, synes jeg. (Billedet er taget for et stykke tid siden. Nu måler det 86 cm)
Sjalet kommer naturligvis til at hedde Estisk Stjerne
Jeg har arbejdet de sidste to uger i Tind Textil og Kunst og her har jeg grebet hæklenålen efter at have læst om Boshi-huen.
Jeg har hæklet fire til butikken og lavet en opskrift, og den lader til at slå an også i DK. I hvert fald har jeg solgt adskillige eksemplarer. Naturgarn fra Filcolana er meget velegnet til modellen.
Her er linket til en tysk blog, som har en opskrift. Den kan man sagtens gå frem efter og selv ændre på. Jeg har ikke hæklet i spiral, men afsluttet hver omgang.





lørdag den 6. juli 2013

Nu bliver det sommer

Nu bliver det sommer, og vores nye sommerhus 1½ km fra Vesterhavet er ledigt i den kommende uge (28).
Det har plads til 4 personer og så har det den ekstra kvalitet, at det ligger 2 km fra Tind Textil og Kunst.
Læs mere her.
Du kan leje det til en favorabel pris ved hurtig henvendelse. Se mailadresse i venstre side.

torsdag den 27. juni 2013

Lyriske flader - flid og fryd

Overskriften er titlen på en udstilling på Blichermuseet i Thorning. To norske kvinder udstiller broderi og ryabilledtæpper, og i aftes var der en rundvisning, som jeg deltog i.
Her fik jeg forklaringen på, hvorfor man broderede navneklude, det har faktisk altid undret mig.  
Med en navneklud på væggen havde kvinden altid mønster på bogstaver og tal ved hånden, når hun skulle sy monogram og nummer på linned, viskestykker, skjorter m.v.  Man syede et nummer på f.eks viskestykker for at sikre, at de blev brugt og altså slidt lige meget og for at holde styr på, at det hele var der.
Edith Skjeggestad har indsamlet gamle norske navneklude.

Her er hendes moderne udgave af en navneklud.

Inger Anna Utvåg væver flossvævning eller båtrya, en tradition fra Nordnorge ( læs forklaringen på linket)
De broderede bogstaver nederst er Edith Skjeggestads inspiration fra sit tastatur.


Her går arabisk broderi og nordnorsk båtrya i dialog. Det er en broderet kvindekjole fra Betlehem, som er klippet i firkanter og sat ind i vævningen.


Denne brodericollage blev jeg meget optaget af. Det er en måde at få de gamle broderier sat ind i en ny 
ramme, og alt kan anvendes.

Blomsterne yderst er klippet ud af stof og riet på.

Flere blomsterbroderier er totalt klippet fra hinanden og sat op på en ny måde.
Edith Skjeggestads har også tilført egne broderier.

Også strik kan anvendes.
En af deltagerne havde to kasser med brodergarn ordnet på denne måde. Ser det ikke smukt ud?