søndag den 15. maj 2011

Løvspringstur

Skolen har en dejlig tradition her i maj. Vi tager alle på Løvspringstur og går til Himmelbjerget gennem den grønne skov.

Både børn og voksne glæder sig til denne dag, hvor der er fri leg og samvær hele dagen

Turen starter kl. 8 i skolegården, hvor klasserne er opmarcheret. 2 elever er udvalgt til at bære fanen og i en laaaaang række går vi ned gennem byen med fanen forrest. Vi er 950 elever i alt, men det er kun eleverne fra 0. - 5. årgang som er med på første holdet. Vi går de 8 km til "bjerget".

Næste hold er 6. - 8. årgang, de går kl. 9, og de skal kun ned til havnen, da de sejler til "bjerget" og går hjem. 9. årgang forbereder sig til afgangsprøven og har hele skolen for sig selv.

På "bjerget" spiser eleverne deres mad, køber nips, is og slik. De voksne har kaffe og boller med.

Eleverne ser meget frem til at købe i kioskerne, og i år var det stribede solbriller og en kuglepen, som kunne give et svagt stød, der hittede.Jeg hoppede på den med kuglepennen til stor morskab for de omkringsstående elever. 

Når klokken er 12 går vi ned mod bådene og sejler hjem til Ry igen. De store elever går hjem. Det er en tradition vi værner om, selv om udgiften til bådsejladsen kan være på spil, når sparekniven rammer.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar