Viser opslag med etiketten håndarbejde i skolen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten håndarbejde i skolen. Vis alle opslag

lørdag den 28. april 2012

Mere fra åbent hus dagen


Jeg var for tidligt ude i går. "All the bombing" manglede, men nu hænger de mange pompom'er og pynter under gangbroen.
5. klasses værk blev behørigt bemærket og beundret i dag.

Aktiviteten til åbent hus-dagen i håndarbejde var at "yarnbombe" et skraldespands stativ.
Mon ikke det ville give godt humør til skraldemændene, hvis flere stativer var pyntet sådan?
Ideen er hermed givet videre.

Kunsthåndværkergangen var dekoreret med elevernes arbejder, her et tema med elefanter.

Skolen har været under behandling og der er sat nye bygninger ind, noget mere farvestrålende end de nuværende.

Cirklen er udgangspunktet men temaet er stadigvæk huse.
Flot og farvestrålende.
Det har været en fornøjelse at færdes rundt på skolen i dag.

fredag den 27. april 2012

Yarnbombing

I morgen har vi lørdagsskole (åbent hus), og 5. klasse har i håndarbejde strikket og hæklet til YARNBOMBING. Det har optaget dem meget og alt kan bruges, selv om der er tabt en maske eller noget er lidt løst strikket..

Søjlerne er blevet dekoreret og mange har bidraget med et stykke strik.


Hæklede firkanter og fingerstrik pryder rækværket her

Lamper, havesten og fodhegnet er pakket ind i strik og her er den.....

sødeste lille orm på vej frem.
Det har været en spændende opgave, og børnene er meget spændte på, hvad de voksne mener om det i morgen.


torsdag den 16. juni 2011

Mens jeg finder farver......


Jeg leder efter farver til Kornblomstsjalet, og det tager lidt tid at få de rigtige farver fundet frem i diverse garnforretninger. Men så får jeg færdiggjort nogle småting bl.a. dette Pettine sjal, som har strikket af 100 g håndfarvet fra Garngalleriet.

Jeg begynder i den ene ende og når halvdelen af garnet er brugt - jeg vejer - så begynder jeg at tage ind og så skulle der være nok til resten.

Det var der så næsten....... jeg manglede den yderste spids og udtænkte forskellige løsninger, så jeg ikke behøvede at købe et nyt bundt garn. Men jeg kom til det resultat, at arbejdet ville være spildt, hvis ikke den yderste spids var helt perfekt, og sådan blev det. Jeg er meget tilfreds med resultatet, et fint lille sjal til at binde om halsen.

Så kom "affaldsbillederne" op at hænge. de skal lige rettes lidt ind, kan jeg se, men de pryder en grå væg i kantineområdet, og så kan eleverne gætte på, hvilket produkt den enkelte emballage kommer fra......?

5. klasse og deres lærere kan være stolte af resultatet.

fredag den 10. juni 2011

Mere re-design

Vidste I at det øverste af en mælkekarton kan anvendes til en foldepung? 4. klasse kom hurtigt efter foldeteknikken. Skruelåget kom på til sidst, så var pungen forsvarligt lukket.


Holdet bag mit flotte kostume, mon det er morgendagens designere? Der kommer et billede senere af min kjole.

Endnu et billede i rækken af indrammede "affaldsbilleder". De skal op at hænge ved kantinen, da affaldet er emballage fra madvarer.

Vi havde 5 lange tøjsnore i skolegården, det var glemt tøj og forældre kunne gå på jagt efter glemte sager. Bæredygtigheden kunne starte ved at finde glemt tøj og bruge det igen i stedet for at købe nyt.

En rose af øl- og sodavandsdåser.


Cykelafdelingen stod 6. klasse for, de udførte cykelkunst på og med cykler.

En muselmalet cykel blev bortauktioneret sammen med flere andre, og der kom en del penge i klassekassen

Til en god fest hører også mad og drikke og mange elever har bagt og lavet mad. Her er elever i gang med tortillas i bålhuset.
Skolefesten blev en stor succes med godt vejr og mange gæster. Når 825 elever og deres lærere går i gang, sker der noget. 9 årgang deltog ikke, de har afgangsprøver.

torsdag den 9. juni 2011

En fantastisk uge

En fantastisk uge er ved at nærme sig sin afslutning, og i aften kommer kulminationen på det arbejde, som har udfoldet sig i ugens løb. Vi holder skolefest med emnet Bæredygtighed.
Jeg kan ikke lade være med at vise jer nogle af de fantastiske produkter, der er kommet ud af ingenting. Her er spændende kjoler designet af piger på 7. årgang. De har også lavet mit dress, som jeg skal have på til åbningen i aften.



4. årgang har blandt meget andet syet solkasketter. Her med en grøntsagpose som udgangspunkt og så et bindebånd. Kasketten fungerer rigtig godt, jeg har afprøvet den.

Se, hvad en leverpostejbakke kan ende med! Sy en ø, kunne billedet hedde.

2. årgang har lavet disse små dukker i æsker, og det er svært, ikke at få dem med hjem straks. Emnet har været Guatamala og forskellen på forbrug og legetøj i forhold til Danmark. 

mandag den 2. maj 2011

Bæredygtigt design

I dag var vi inviteret til taskekrea i skolens håndarbejdslokale, men jeg nåede kun derned for at kikke. Mange ønskede at lave en flettet taske/pung, som jeg tidligere har vist her på bloggen, og jeg vil nu også se at få det lært. Strimler kan jeg folde herhjemme, så lærer jeg vel fletningen ved velvilliges hjælp.

Forarbejdet er i gang og næste mandag arbejdes der videre.

Men det der optog mig mest, er det kommende projekt i håndarbejde. Skolen har en skolefest, hvor temaet er bæredygtighed. Lærerne bliver inspireret af den nyligt udkomne bog Bæredygtigt Design. Mange af ideerne har de gang i, men den overordnede teori i bogen, tror jeg har sat noget på plads for dem.
 Eleverne skal lave udsmykning af æggebakker, leverpostejsfolie, kaffeposer og meget andet fra affaldskurven. Lyder det ikke inspirerende?

I hvert fald når man ser, hvad lærerne har lavet som inspirationsmateriale til eleverne. Her ses folie klippet i facon og så free style med symaskinen, måske et lag organza......

Her er indsamlingskurve, hvor eleverne afleverer det, de medbringer hjemmefra.

Mere inspiration

Jeg synes, det er imponerende flot og får selv lyst til at deltage i undervisningen

Vi har 3 lærere som underviser i håndarbejde, og de er virkeligt et eksempel på, at sammen kan vi meget, teamsamarbejde når det fungerer bedst, videndeling, best practice..... De kan det hele. Behøver jeg at sige, at eleverne elsker det fag, og at de laver flotte ting for et meget lille budget.
I skal se udsmykningen, når den er færdig til skolefesten i juni.

fredag den 25. februar 2011

Håndarbejde i skolen

 4. årgang arbejder med gummi og træ. De laver en opslagstavle af gamle cykelslanger. Ventilerne er den krog en nøgle, armbånd eller andet kan hænge på.
Cykelhandleren kan ikke følge med i vores forbrug af gamle slanger.
Først laver de en træramme i sløjd.
Derefter klipper de slangen op i to og vasker den.
Derefter kommer flettearbejdet. Alle eleverne er meget optaget af arbejdet, og der er slet ikke tid til pjat eller pauser.
Det er stor fornøjelse af komme i værkstederne og se børnene arbejde med deres praktiske og kreative evner.
Den anden halvdel af klassen arbejder med "Knuder og Knaster", men mere om det senere.

torsdag den 4. november 2010

De fletter videre....


Så blev det torsdag igen, og pigerne på 7. årgang skulle videre med fletteriet.
Der er meget at holde styr på, når fletningen af et penalhus eller en taske tager sin begyndelse.
Først skal alle strimlerne laves og pigen her skal have 24 strimler a' 80 cm's længde. Det er faktisk 19,20 m! Ikke så sært at flettede tasker er dyre at købe færdige.



Der var også en anden mulighed, som ikke tager så lang tid - et penalhus i papir med bogbinderplast omkring. Den har andre valgt, og her er udvælgelsen og sammensætningen af farver og tekst i gang..

Frederikke har været meget arbejdsom hjemme, og tasken er næsten færdig, men hun har også en tæt kontakt til gæstelæreren :-)
Nu hjælper hun veninden med strimler.




Gæstelærerens færdige eksemplar, som hyppigt blev beundret.


Udenfor håndarbejdslokalet hænger ideer til inspiration. Her tasker af genbrugsgummi med pynt.




Og så kom garnet fra Weller, nej hvor er det lækkert.... Det meste er Højlands lammeuld og den mørklilla spole er supersoft tweed med en løbelængde på 160/100 g.
Jeg havde lavet en lidt tilfældig bestilling, da jeg ikke havde bestemte projekter i hovedet, men det skal nok blive anvendt en gang med tiden.
2,1 kg uldgarn af god kvalitet for 690 kr, det er da billigt!
Gad vide hvor længe han holder de favorable priser?