Viser opslag med etiketten bog. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten bog. Vis alle opslag

lørdag den 3. januar 2015

Knitsonik


 Jeg har næsten ikke strikket siden sidst i november. Har det været en strikkekrise eller bare en pause fra strikkeriet? Jeg havde strikketøj med til Australien, men rørte det ikke.
Det er længe siden jeg har haft det sådan, og jeg var ærlig talt ved at være helt bekymret, men her efter jul er der så småt ved at komme gang i strikkepindende igen, og hovedet bobler af ideer.
En af de medvirkende årsager er vist denne bog. Jeg så ordet Knitsonik på Birthes blog og brugte hendes link til at blive klogere. Det så spændende ud, og jeg bestilte straks bogen.
Den kom i løbet af et par dage og er virkelig spændende.
Det er en opskrift på hvordan man laver sine egne mønstre ud fra fotos af ens omgivelser, eller hvad man nu synes.
Mønstre og farver på billedet her er udsprunget af billedet nedenunder, Felicity Fords uundværlige Eddie - en video/lydoptager, mixer mm ( jeg kender ikke apparatet)
Men den har i form og farver inspireret hende til mønstrene.


Her er det en smuk murstensbygning som har været inspirationskilde.

Jeg kom straks til at tænke på billedet fra lufthavnen i Abu Dhabi, det må kunne bruges som udgangspunkt, selv om det er langt fra "hjemlige omgivelser".
Jeg har meldt mig til et lignende kursus på Færøerne 
Fra foto til mønster - find frem
                                      foto eller dele fra naturen, som kan tegnes til strikkemønster
                                                                                Underviser: Eydna Vidtfeldt

Det eneste, jeg kan fremvise af strik, er denne lille trøje strikket "ud af hovedet" som fjernsynsstrik. Jeg skulle afprøve et rundt bærestykke, og jeg var for doven til at finde en opskrift, så jeg strikkede bare derudad, men proportionerne er vist gode nok, selv om der måske lige er taget rigeligt ud til ærmerne. Indtagninger på bærestykket er foretaget på slump, og jeg var selv overrasket over, at det kom til at passe. Først har jeg 4 raglan indtagninger, derefter er der taget ind rundt på bærestykket først med 10 m imellem indtagninger til jeg slutter med 3 m mellem indtagningerne. Aflukning er sket med denne elastiske udgave.
Det er den rå udgave, ingen kanter overhovedet, halskanten er også bare en rullekant.
Jeg har afprøvet Garnudsalgs uld/bomuld på p 3, og den er bestemt godtaget, meget lækkert og blødt.


fredag den 25. januar 2013

Marius

I Norge er Marius meget mere end et drengenavn. Det er simpelthen Norges nationalgenser. Mønstret er blevet kult her i 10'erne, og nu har det fået sin egen bog.
Jeg har lånt den på biblioteket, og det er mere end opskrifter, man får også historien bag. Jeg husker sweateren fra min barndom, men nu kender jeg til oprindelsen.
Den blev designet af Unn Søiland i 1953 til filmen "Troll i Ord".
OL-vinderen Stein Eriksen skulle være model, men han var optaget, så det blev hans bror, Marius, som fik tjansen. Og hvilken tjans, opskriften er solgt i mere end 3 mill. eksemplarer, og man skønner, at der er strikket 5 mill. trøjer.
Marius har naturligvis også egen Facebook side.

I dag er mønstret ikke bare et nationalt ikon, men også top- mode og bruges på sengetøj, plaider, tøj, regntøj, kopper, mm.

Farveudvalget er blevet meget større og trøjen fås nu i næsten alle afskygninger.
Personligt synes jeg, at en model med rundt bærestykke er meget kønnere end en med lige tilsatte ærmer.
Blå er en norsk blog, hvor kvinden bag strikker de fineste norske trøjer i nye udgaver og nye farver.

Bogen har også et historisk tilsnit, og det er spændende at læse Unn Søilands historie. Bogen er skrevet af hendes datter, Vigdis. Marius ses på det oprindelige opskriftblad nederst til venstre i bogen.
     
Bogen giver anvisninger på alle mulige (og umulige) beklædningsdele og genstande, som mønstret kan bruges på, og Arne og Carlos har naturligvis også brugt det.
Helle - også en norsk blogger- har denne udgave til sin lille hund i den norske vinter.
Billede
Til slut en lille trøst til alle garnsamlere, hentet fra facebook-siden. Mon ikke den 4. glæde er, når du bruger det færdige resultat.