tirsdag den 24. marts 2015

Studieturen til Holland

Studieturen til Holland i slutningen af september og starten af oktober har stadig en del ledige pladser. Jeg må have flere afsat, hvis turen skal blive til noget.
Jeg har oprettet en side til turen, hvor nyheder og mere information vil blive publiseret.

Trøjerne er et spændende stykke kulturhistorie, og der kommer stadig flere oplysninger frem. Stella Ruhe har skrevet bog nr. 2, og den udkommer til september. Hun vil glæde sig til at få besøg af en gruppe danske strikkere og holde foredraget på engelsk for os.
Trøjerne har en facebookside Visserstruien og ved at klikke på billeder, kan man se mange flotte modeller.

Send en mail, hvis du er interesseret.
Jeg arbejder på at få busturen lidt ned i pris.

søndag den 8. marts 2015

Fiberfest 2015 - en forrygende dag

Fiberfesten 2015 blev vist den bedst-besøgte af de 4, som inditl nu er afholdt. Det er vores fornemmelse, men vi ved det ikke, for vi har ingen registrering. Man kan komme og gå som man vil, og det er måske, det som tiltrækker folk.
Dannebrog strikket af Maja Høgh var en flot dekoration til arrangementet, og vi var glade for at kunne låne det.

Billedet her er fra kl. 10, og derefter havde jeg slet ikke tid til fotografering.

Udstillingsområdet var udvidet, da vi i år havde 21 udstillere, så der var virkelig meget at komme efter, og det gjorde folk. Der var fyldt lige fra morgenstunden. Ved frokosttide var det faktisk svært at få en plads ved bordene

Det var kun ganske få stande, hvor jeg kunne komme til at få et billede lige på det tidspunkt, her ses en af de nye udstillere, Elsebeth Banke fra Horn Skovgård. Elsebeth har gotlænderfår og forarbejder uld og skind. Garnet spindes på Hjelholt Uldspinderi og Elsebeth strikker sjaler, pandebånd, pulsvarmere mm. som hun sælger. Man kan også købe pelsulden, men kun i naturfarver.

Lotte Kjær deltog også for første gang i Ry med sine designs og specialgarn.

Magiske Garner og Dragenkunst var sammen om en stand. De kommer fra Sjælland og deltog også for første gang i Ry.
Der var kvinder fra nær og fjern, og en hel gruppe fra Estlandsturene dukkede op og havde et dejligt gensyn. Det sværeste ved at være arrangør er, at man ikke har tid til snakke rigtigt med de mange bekendte, som møder op, men det må gøres om en anden gang. Det så i hvert fald ud til at der blev råhygget ved bordene og i standene.
Se endnu flere på billeder på http://fiberfest.blogspot.dk/