tirsdag den 19. maj 2009

Claudia endelig færdig!





Denne trøje har været meget længe undervejs. Nu er den så endelig færdig. Jeg har måttet lave om på opskriften, da min strikkefasthed ikke matcher med Design Club's. Jeg har været i syv sind om jeg nu havde fået den for lille, men efter vask og tørring på et håndklæde passer den, og
heldigvis for det. Men forkanten var længere i den ene side, så jeg måtte hækle en række krebsemasker til at holde på det, så nej, jeg synes ikke det er gået som smurt.


Denne lille hue er strikket i dobbelt merino garn Bambi fra Grignasco. Det er uendelig blødt og kan ikke kradse et lille barnehoved. Den dobbelte rullekant gør at den sidder godt fast.

mandag den 11. maj 2009

Åbent bibliotek

Jeg har lige været på biblioteket kl. 21.30 for at hente flere lydbøger, som jeg har bestilt og jeg fik lyst til at vise jer vore gode muligheder. Man kan få et kort og så logge sig ind hver dag til kl. 22.
Her er et glimt fra børneafdelingen, hvor der er legesager, køretøjer, spil og dukker. Og så kan man smide sig i puderne bag sejlene med en god bog eller tegneserie.

Dette er god service for en lille by i nærheden af Silkeborg og biblioteksbesøgene og udlån er steget kraftigt efter at vi har fået åbent bibliotek. Om vi har hærværk og tyverier? nej slet ikke!


sjalsstykke med oplæsning

Sjal strikket i Noro-garn. Det er et herligt sjalsstykke da man ikke behøver at være bange for at enderne falder ned, det bliver hvor det er. Slå 65 m op på p 6 (ved et ulige maskeantal kan man altid starte med 1r). Strik perlestrik til du har brugt alle 4 nøgler. Sy sammen, men vend den ene ende, så stykket snor sig og vupti - det hænger som det skal.
Mens jeg har strikket, har jeg lyttet til Dronningeofret af Hanne Vibeke Holst og der har ikke været plads til mange diskussioner i det det lille hjem! Det er herlig afslapning og jeg tror at denne form for oplæsning af romaner vinder indpas. Der er lange ventelister på Silkeborg bibliotek til MP3 og CD-romaner.

søndag den 10. maj 2009

supersoft er ikke bare supersoft

Jeg har købt garn hos Helle Holst, og det er en stor fornøjelse at sidde med garnkortet og forestille sig alle de dejlige farvesammensætninger, der kan være. Nu må jeg prøve med en strikkeprøve og en vask, så jeg kan se hvordan garnet arter sig.
Jeg havde 100 g supersoft fra Garngalleriet og har længe haft kik på Sannes modeller. Jeg gik i gang med Anemone uden at tjekke strikkefasthed og ubs!!! str. 1 år blev pludselig til str. 4 år, så nu varer det lidt inden det lille barn vokser til den anemone! Men der må være stor forskel på Marianne Svits supersoft og Garngalleriets. Min strikkefasthed plejer ikke at afvige meget fra det oprindelige.

Desuden drillede modellen meget, men det var vist strikkeren som var usædvanlig klodset og måtte trævle op gang på gang.

lørdag den 9. maj 2009

sommerhus nær Silkeborg



Vi har et sommerhus 200 m fra Sminge Sø ( Gudenåen). Det er ledigt i uge 22-26 og igen fra 33-37. Prisen snakker vi om. Der er 7 sovepladser, de 2 i et anneks. Der er 8 km til Silkeborg. Vi har båd og kano som hører til huset og der er fiskeret ved søen.
Desuden har vi et hus 3 km fra Søndervig ligeledes til udlejning. Der er 4 sovepladser.