tirsdag den 5. september 2017

Den 5. tur til Estland

Så er den sidste tur for i år gennemført, og jeg har været i Estland med en gruppe for 5. gang.
Igen var vi heldige med vejret!
Jeg viser kun billeder, jeg ikke har vist tidligere.
Her er bispeborgen i Happsalu, som er baggrund for tegningerne af Mattisborgen i Ronja Røverdatter af Astrid Lindgren. Illustratoren Ilona Wikland er født i Happsalu, men flygtede som barn med bedsteforældrene til Sverige under krigen.

På færgen til øen Kihnu var der en gruppe japanere. De kommenterede vores strikkerier, og det viste sig at være en designer på tur med sine elever. Læreren havde denne flotte bluse strikket i intarsia og efterhånden, som de kom af de store frakker, så vi også elevernes arbejder.

Estlands-gruppen er samlet foran museet på Kihnu. Malerierne på huset er fra sommerens kunstskole for børn.

På Kihnu er der mange strikke-udsalgssteder, og vores guide skifter lidt mellem stederne. Denne gang gjorde vi holdt ved denne imponerende bod.

 Frokosten på Kihnu består altid af fiskesuppe, røget fisk (årstidens fisk) kaffe og kanelkringle, men denne gang spiste vi et andet sted. Der er bygget en fin bygning lige ved siden af, hvor der fremover vil blive arrangeret strikkekurser mm. Det første kommer i sommeren 18, hvor man kan lære de flotte teknikker, som de behersker på Kihnu.

Som noget nyt besøgte vi Wile alpakafarm på vej til Tallinn.
Et yngre par med børn var flyttet fra Tallinn, og havde købt nogle alpakaer for at starte en ny tilværelse på landet. Konen (ses på billedet) havde tidligere arbejdet i turistbranchen og var færdig med turister, men nu modtager de mange grupper, og hun var rigtig god til at fortælle om alpakaen og dens egenskaber.

 Dyrene trives fint i den estiske natur. Vi kunne købe aplaka-garn der, men ikke deres eget. Dyrene klippes, men med 28 alpakaer er det begrænset, hvor meget garn, der kan spindes. De importerede fra Bolivia.
Jeg måtte prøve et strikkekit fra Muhu på p 1,25. Jeg skal slå 128 m op, men det bliver alt for bredt, så det må blive en "ommer" med færre masker.
Der er ikke angivet strikkefasthed eller mål på handskerne, og der er kun en størrelse, men hvis jeg fortsætter, bliver det til en meget stor arbejdsnæve.

Dagene i Tallin var på egen hånd, men vi var vist alle omkring Meistrite Hoov, et hyggeligt gårdmiljø med kunsthåndværker-butikker og værksteder rundt om.
Igen havde jeg de dejligste rejsedeltagere.
I morgen rejser jeg til Letland for at deltage i et vantekursus med mange workshops og udflugter.
Vi er 26 deltagere, de fleste fra Holland og Belgien, og en enkelt fra Frankrig, Japan og Danmark (mig)
Det vil I høre nærmere om.........

2 kommentarer:

  1. Bodil, for pokker da, er du nogensinde hjemme? Men altid spændende at høre om dine ture - og så lyder det jo til, at I nærmest havde sommer. Det lyder næsten som om du er med til at holde de øer i gang med alle dine strikketurister :-) Spændende med den vante, pind 1,25 det er finstrik :-) God tur :-)

    SvarSlet
  2. Det er nogle spændende ture, du laver. Og sjovt med disse japanere . Det er en vildt smuk bluse, hun har på.

    SvarSlet