fredag den 14. august 2009

hoved på et fad?





En morgen da jeg kom ud måtte jeg lige kikke en ekstra gang. Jeg troede et kort øjeblik at jeg havde fået serveret et hoved på et fad, men det viste sig at være en kæmpe støvbold, som min svigerfar havde fundet på græsmarken. Den er nu langsomt ved at ændre sig til det rene støv.


Denne lille staude - lampepudser kalder vi den - er den rene sommerfuglemagnet. Jeg har set op til 15 sommerfugle på den, så den må jo have noget sommerfugle godt kan lide, og vi nyder synet af dem.

Så silkeblødt


Jeg strikker en gave så silkeblød og fnuglet, ca 40 g vejer tørklædet, når det er 1,5 m langt. Det er til min datters svigermor, da jeg må låne hendes lejlighed på Fanø til Strikkefestivalen i september. Så kan vi bo lige midt i det hele. Det bliver da herligt, og hun fortjener denne gave.



Fame



I Sverige så jeg et nyt strømpegarn fra Marks og Kattens, Fame kalder de det.


Det så spændende ud og jeg købte et nøgle..... men jeg tror nu ikke at disse strømper bliver famous, det er skuffende at komme til at strikke af det. Det er meget ujævnt men sådan skal det være, det er så en smagsag om man synes om det. Der er langt mellem farveskiftene, og jeg startede jo fra en ende, som man vel gør, når man begynder på et nyt garnnøgle. Ja, og så kom der et meget voldsomt farveskift, da jeg skulle strikke videre på foden. Det ligner slet ikke den samme strømpe, men i et par gummistøvler kan de vel bruges.....

fredag den 31. juli 2009

blomster


Jeg vil prøve at strikke en blomst, og jeg har lånt Nicky Epsteins bog Felted Bags. Man starter med en lang strimmel.


Den skal rulles sammen til en rose.....



.......og filtes. Mon min kommer til at ligne dem på billedet? jeg prøver.....

onsdag den 29. juli 2009

restegarn


Jeg havde et restnøgle i råhvidt Hifa-garn som blev anvendt til disse 3 par små babysko. Det er svært at se hvor små de i virkeligheden er, de mindste er str. 18. De blev så pyntet på forskellig vis.

søndag den 26. juli 2009

Småudflugter



Esben har ikke ferie længere, men derfor kan vi jo godt foretage småudflugter i nærområdet.

Sidste søndag var vi i Bryrup og havde cyklerne med. Vi parkerede i Vrads og cyklede til Bryrup og kom forbi søerne Kvindsø, Kulsø og Snabe Igelsø og det gamle damplokomotiv på skinnerne. Til slut kørte vi genne Vrads Sande og lyngen blomstrede slet ikke. Hvorfor gør den ikke det?

I dag gik turen så til Ejer Baunehøj og det nyrenoverede område ved tårnet. Det ser rigtig flot ud og udsigten var imponerende.


Derefter kørte vi mod Alrø, men vi trænge til en kop kaffe og på Brandbygegaard i Amstrup fik vi kringle og kaffe i en nyrenoveret café i den gamle kostald. De dyrker vin og grøntsager og det var et spændende sted.
Vi cyklede rundt på Alrø, og rundt om de gamle gårde var de største og mest velplejede græsplæner vi længe har set. Man kan i sommertiden tage færgen over Horsens Fjord til Hjarnø - den kan tage 8 personer + cykler!
På en gård på Alrø havde de indrettet et italiensk spisested i den gamle svinestald, faktisk var der dækket op i svinestierne og alt "indbo" var der stadig. Det var blot tiltænkt en anden form for grise.......
Alt i alt gode og spændende ture i vores nærområde.

søndag den 19. juli 2009

Elefant


Min datter Anne har været på safari i Tanzania, og hun er meget optaget af elefanter, så da vi sad og surfede på nettet, dukkede denne fine elefant op oveni købet med en opskrift, så jeg måtte i gang og her ser I resultatet.

lørdag den 18. juli 2009

At få noget gjort færdigt!


Jeg har syet puder, sat små broderede stykker ind i en pude. Roser og tidsler, noget med torne, men puderne er bløde.


Nærbillde af den orange pude.


Der er syet med guldtråd rundt om det broderede stykke.



En ny model i hjemmefutter fra Kreativ Strik, men jeg foretækker nu den gamle model, som også er mere enkel ( se tidligere indlæg)

Ærteblomster, brudeslør og en yndig babypige i denne kjole, det bliver sødt.







Mere Vestjylland

Ferien i år skulle gå til Sverige, Värmland. Færgebillet var købt, nogle Selma Lagerlöf-bøger lånt på biblioteket, så Mårbacka kunne blive mere nærværende, når vi skulle se det, men ak, ak, ak.... Vi kom ikke længere end til Trollhättan, da havde det regnet i 24 timer og vejrudsigten sagde regn og overskyet de 3 næste dage. Värmland du vackra... må vente til en anden gang, vi vendte om og kørte i vores sommerhus ved Søndervig.
Her så aftenhimlen sådan ud fra terrassen:

Gederams danner et flot lilla farveflor med udsigt til klitterne


Galleri Houvig


Galleri Houvig har den flotteste indgang med ornamenteringer på væggene med sten og muslingeskaller. Der er mange skiftende kunstnere, så galleriet er bestemt et besøg værd.




tirsdag den 7. juli 2009

Vestpå


Kaj Munks grav ved Vedersø kirke, smukt og enkelt. Den ældste søn og Lise Munk ligger der også.

Disse flade sten lagt i mønster foran døren til et hus. Igen bliver man betaget af det enkle og smukke .

Blomsterflor på Klitrosevej på Lodbjerghede. Hybenroser bevokset med klatrende musevikker.
Det er også smukt!

strik i sommervarmen - valgmuligheder


Jeg har gang i flere stikketøjer, så jeg kan tilpasse det til lejligheden. Noget fint, noget groft, noget lige ud af landevejen.....
Her er starten på nok en lille kjole med bærestykke i flere farver. Garnet er Bambi - merino fra Grignasco, meget blødt og lækkert.


Lidt lace-strik bliver det også til i 100% alpaca fra Filcolana. Det er et enkelt mønster, som hurtigt kan læres udenad.




Garn fra Jo Sharp er yderst delikat - Silkroad Aran Tweed.
En retstrikket jakke fundet i et af hendes hæfter. Det går hurtigt på p 4½ og her kan både snakkes og grines undervejs. Jeg har prøvet den i færdig form, så jeg ved den passer. Glæder mig til at bruge den til efteråret.

sommer - herligt!


Denne lille kærestebænk skal stå bagerst i haven når vi får etableret en lille plads der. Så skal vi nyde solnedgangen over kornmarken.

Med et bålfad kan vi sidde længe på terrassen. Det er fascinerende at sidde og stirre ind i gløderne.

søndag den 14. juni 2009

Kjole nr. to


I dag har jeg fået kjole nr. 2 færdig. På billedet kan man se hvordan jeg har givet den vidde ved at strikke først en vrangmaske 3 gange på for- og bagstykke. Efter 15 p har jeg taget ud til 3 og efter yderligere 15 p til 5 masker. Kanten er 3 omg r.
Jeg synes det giver vidde på en bedre måde end ved blot at tage ud i siden.

lørdag den 13. juni 2009

Luft under vingerne



Denne helikopter var overraskelsen til min svigerindes 50-årsdag. Alle troede vi skulle på skovtur for at indtage kaffen og så pludselig kommer en helikopter meget tæt forbi gården i lav højde. Senere landende den på marken udenfor stuehuset og den første i luften var naturligvis fødsesldagsbarnet. Men flere kunne få en tur, en person for hvert par eller familie. Min bror var i det gavmilde hjørne.
Der var plads til 3 foruden piloten, og man sad så tæt på det hele, at fornemmelsen af at flyve var meget virkelig og dejlig.

Vi fløj henover min barndomsegn ned mod Snaptun og Juelsminde i det herligste klare vejr. Æbelø ud for Bogense syntes en spytklat væk. Piloten mente at vi kunne se 100 km frem.
Hjarnø tegnede sig smukt i det havblå vand og jeg så en kystlinje som jeg aldrig havde oplevet den før. Det var en stor oplevelse og en dejlig dag. Tak Henrik! og tak til Esben fordi jeg fik lov at tage turen.

fredag den 12. juni 2009

Baby-overdele eller kjoler




Denne lille søde model er designet af Tora Frøseth og kan downloades gratis- Jeg har strikket i 2-trådet lammeuld og modellen synes let og luftig.




Jeg blev inspireret til endnu en model denne gang blev bærestykket strikket i en rest strømpegarn og kropsdelen er strikket i dansk mohair. Det er lidt kraftigere, så der bliver lidt mere vidde i det nederste.
Jeg har strikket i str. 6 måneder. Den strikkes top-down og det gør det let at lave små variationer undervejs. Jeg har lavet udtagninger i kjolen som et mønster, men det ses ikke på billedet.