søndag den 30. august 2009

Spændende strikkeprojekt


I weekenden var jeg i Tind Kunst og Tekstil og fik købt både tøj og garn. Der er så meget spændende derude - nye ting hjemkommet til efterårssæsonen.
Jeg binder an med et Christel Seyfarth projekt. Jeg har købt strikke-kittet Klitrose ( vi har sommerhus på Klitrosevej, så det kan jo ikke være anderledes :-)) Ser det ikke spændende ud??? Jeg glæder mig så meget til at komme i gang.

I weekenden op til efterårsferien ( lørdag d. 10 okt.) bliver der stort garnsalg i Tind Kunst og Tekstil, så hold øje med hjemmesiden, her vil det blive annonceret. Man kan gøre en rigtig god handel og Vesterhavet er altid et besøg værd, som kombiner de 2 ting i din efterårsferie, hvis du har en sådan.

For længe siden fik jeg købt et nøgle Noro strømpegarn, men jeg synes måske ikke lige det egner sig til strømper, så nøglet har længe ligget i mit garnskab og kikket på mig, hver gang jeg åbnede. Nu har jeg fundet en anvendelsemulighed, jeg strikker nok et tørklæde i nogle lange masker, så garnets struktur og farveskift rigtig kommer til sin ret. I får se når det er færdigt, her er lige et udsnit.



fredag den 28. august 2009

á propos

Pelse Asboe talte i sit foredrag om sine oplevelser med håndarbejde i skolen, og dem var vi mange der kunne nikke genkendende til. Det måtte absolut ikke være sjovt, det var en alvorlig sag at lære at strikke eller sy, så ingen snak eller hyggeligt samvær! Nøjagtighed var en dyd og at pille op hørte så absolut til en meget brugt disciplin i faget.
Formålet med undervisningen i håndarbejde i 2009 er, at eleverne tilegner sig kundskaber og færdigheder, der knytter sig til skabende og håndværksmæssig fremstilling. Og det er spændende! her er fantasi og kreativitet i højsædet og der skabes mange flotte projekter.



Jeg gik en tur i håndarbejdlokalet og besøgte en 4. klasse, som lige er startet på faget. De lavede dukker ved hjælp af lærred, vat og snor. De lærte noget om stofretning ved kun at måtte rive stoffet i passende stykker til deres dukke. Resultaterne blev sat op i rionettet på gangen og her gik de ud for at lege med dukkerne, hvis de skulle have en pause eller var færdige før de andre.

Pelse fik udleveret 4 knappenåle og en synål ved sin start på håndarbejdsfaget og ve den der ikke kunne aflevere samme antal tilbage ved skoleårets afslutning! Problematikken er stadig den samme, nåle har det med at forsvinde og nåle er dyre i dag, så 4. klasse skal også i gang med at lave deres egen lille nålebog, men efter helt andre metoder.
Materalet er filt, der er fri broderi og billeder fra vægtæppet nedenunder er klippet i småstykker og brugt som dekoration. Resultatet er at eleverne holder meget styr på nålene, men uden at skulle stå til regnskab for de bortkomne.

Vægtæppet som pryder hele lokalet er lavet efter et hatteprojekt. De enkelte hatte er fotograferet, været igennem et program i PC'en og overført til papir, som kan klæbe på stof. Det er så flot og jeg kunne ikke få det hele med.
Med denne start på faget håndarbejde tror jeg at mange af vores elever vil fortsætte med at værdsætte kreative udfoldelser, takket være dygtige og inspirerende lærere.

torsdag den 27. august 2009

Er broderi en død sild i DK?


Jeg har lige meldt mig ind i Østjysk Tekstilkreds og det første arrangement var med Pelse Asboe. Hvis man skal dømme efter deltagerantallet må svaret være nej. Vi var så mange at borde, puder og gulvet måtte tages i brug som siddepladser, og vi hørte et spændende foredrag ledsaget af flotte billeder af kreativt, anderledes broderi.
Pelse har broderiaftener i sin butik på Nørregade i Århus, hvor man kan melde sig til en enkelt aften for at lære en bestemt teknik.
Aftenen gav bestemt lyst til at kaste sig ud i det modernes broderis verden

mandag den 24. august 2009

Tønder og omegn

Lørdag blev det til en dejlig udflugt til Tønder og omegn - cyklen bagi bilen naturligvis.

Esben skulle på kursus i Tønder, og jeg tog med for selskabs skyld og for oplevelsen.



Faunapassage i Vidåen - et af 3 projekter til gavn for en sjælden fisk, snæblen.



Uldgade i Tønder - romantisk idyl.

Faktisk brugte jeg en stor del af formiddagen til at shoppe i byen. Der er mange gode, sjove og lidt anderledes butikker - også for at høre det sønderjyske sprog, som virkelig har sin egenart. Det er slet ikke til at stå for.


Nej det er IKKE Dybbøl Mølle, men møllen i Højer. Et flot velbevaret møllemuseum.


Den tidligere mølleejer havde sit hus lige overfor, og han havde anlagt en dejlig have med et nemt arrangement, som jeg kunne tænke mig. En lille nedgravning i græsset med siddepladser og så en buskbomhæk rundt omkring. Det var lavet så man ikke skulle flytte alt for meget jord og dog som en fordybning.
En rute har fået en fremtrædende plads i mine ønsker for cykelture: grænseruten. Man cykler fra Flensborg til Højer og krydser grænsen 13 gange. På ca. 40 informationssteder findes der tavler med oversigtskort og informationer om grænsekulturen og om naturen i omegnen på både dansk og tysk.Desuden er der opstillet 10 nye læskure langs Grænseruten, så i regnvejr er der mulighed for at få et „tørt“ hvil. Det må vi simpelthen prøve en gang.

færdig med lace



Færdigt, udspændt og flot. Ja, jeg er godt tilfreds med dette tørklæde. Det er strikket i alpaca fra Indiecita, jeg har brugt godt 100 g og opskriften kan findes her.

Ja færdig til at begynde på et nyt, for det er spændene strik som afveksling.



Måske dette flotte håndfarvede garn fra Garngalleriet kunnne være en mulighed til et nyt projekt i lace? vi får se.........


fredag den 14. august 2009

hoved på et fad?





En morgen da jeg kom ud måtte jeg lige kikke en ekstra gang. Jeg troede et kort øjeblik at jeg havde fået serveret et hoved på et fad, men det viste sig at være en kæmpe støvbold, som min svigerfar havde fundet på græsmarken. Den er nu langsomt ved at ændre sig til det rene støv.


Denne lille staude - lampepudser kalder vi den - er den rene sommerfuglemagnet. Jeg har set op til 15 sommerfugle på den, så den må jo have noget sommerfugle godt kan lide, og vi nyder synet af dem.

Så silkeblødt


Jeg strikker en gave så silkeblød og fnuglet, ca 40 g vejer tørklædet, når det er 1,5 m langt. Det er til min datters svigermor, da jeg må låne hendes lejlighed på Fanø til Strikkefestivalen i september. Så kan vi bo lige midt i det hele. Det bliver da herligt, og hun fortjener denne gave.



Fame



I Sverige så jeg et nyt strømpegarn fra Marks og Kattens, Fame kalder de det.


Det så spændende ud og jeg købte et nøgle..... men jeg tror nu ikke at disse strømper bliver famous, det er skuffende at komme til at strikke af det. Det er meget ujævnt men sådan skal det være, det er så en smagsag om man synes om det. Der er langt mellem farveskiftene, og jeg startede jo fra en ende, som man vel gør, når man begynder på et nyt garnnøgle. Ja, og så kom der et meget voldsomt farveskift, da jeg skulle strikke videre på foden. Det ligner slet ikke den samme strømpe, men i et par gummistøvler kan de vel bruges.....