Vi har været på en 3 dages cykeltur, hvor vi til dels har fulgt grænseruten. Vi har zig-zagget over den dansk/tyske grænse flere gange og set de mindste grænseovergange ( og ikke en eneste tolder!) og det har været en yderst spændende tur, hvor vi er ledt ad små veje gennem dejlig natur, og så havde vi jo vejret med os.
Vi startede mod vest, og her er vi i Møgeltønder, hvor en nyrestareret lade gjorde et stort indtryk på os. Laden er fra 1870'erne og hører til Schackenborg, men i mange år har den henligget upåagtet hen med et grimt bliktag, indtil nogen gjorde opmærksom på, at den engang havde været stråtækt, og konstruktionen er noget helt særligt. Realdania har sponsereret istandsættelsen, og en video kører inde i laden, så man kan se processen og tankerne bag.
Set fra gavlen
Gulvet er helt specielt. Det er sten fra området, som er flækket og støbt ned i gulvet, hvorefter det hele er slebet glat. Det er fantastisk smukt. Skolebørn fra Møgeltønder har været med til at udvælge stenene.
Schackenborg kunne vi kun få et glimt af....
Men lidt kongelig har man vel lov til at være!
Vi boede på private overnatningssteder, og haven her er fra Vestergård ved Kruså, hvor vi havde den sidste overnatning.
Turen sluttede i Flensburg, men vi havde en afstikker til Rønshoved langs den smukke kystrute.
I Flensburg måtte jeg besøge Woll-Sucht i Rote Strasse, og jeg kom også hjem med lækkert garn.
Stolen har et strikket betræk, som passede aldeles til pelargonierne
Fra en af de smukke baggårde i Rote Strasse
En cykelferie er noget særligt. Man kommer rundt og ser lokaliteter, man ellers ikke ville have set, og grænseruten kan varmt anbefales. Den er 130 km lang, og landskabet er meget varieret fra vest til øst.