En sommerdag for længe siden begyndte jeg på denne trøje, Folklore af Christel Seyfarth, og nu er den endelig færdig.
Længe har den ligget i kurven og pirret min dårlige samvittighed, når jeg så den.
Det hjalp lidt at sætte kurven helt væk, men her i efteråret kom den frem igen, for nu skulle det være.
Det generer mit øje, at mønstret ikke er midt på ryggen, men det er svært at forudse, når man starter forneden og ryg og forstykker strikkes ud i et. Men designeren kunne godt have fået den detalje med.
I går monterede jeg så den halve dag og aften med, for det tager virkelig lang tid at få syet kanter og belægninger på, og nu er den vasket og presset. Den passer perfekt. Jeg har strikket den et mønster længere end i opskriften, ellers ingen ændringer.
Den grønne vinter kan vi glæde os over indendørs. Jeg tager friske grene ind, næsten som det var sommer.
Og udendørs springer hyancinter ud og holder længe. Denne beplantning blev lavet først i november og den holder endnu. Et dejligt skue i den mørke tid.