Estland - det fik jeg med hjem - del 6

Jeg købte 3 bøger med hjem, og dem er jeg virkelig glad for. Den første købte jeg på museet på Muhu og den hedder Ornamented Journey. Den er skrevet af to unge kvinder, Kristi Joeste og Kristiina Ehin. Førstnævnte er strikker og strikker de gamle mønstre og nye, som hun designer ud fra de gamle oplæg.

De næste 2 bøger er af Nancy Bush, en amerikaner, som er bidt af estisk strikkekultur.

Bogen Folk Knitting in Estonia er en gennemgang af strikkekulturen, de gamle mønstre og teknikker. Og der er mange teknikker, jeg gerne vil lære. Jeg fandt et kursus med Nancy på nettet, desværre foregik det i Seattle.

Disse fingervanter købte jeg på markedet i Tallinn. Broderiet er håndlavet.

Her ses eksempler på Kristi Joestes strikkekunst. Der er strikketeknik bagerst i bogen, og hun bruger garn, som løber 400 m/100 g og strikker på p 1½.

Jeg kom tilfældigt ind i en butik, som forhandlede Kristis strik. Jeg spurgte, om hun havde folk til at strikke for sig, men alt er strikket af hende. Til gengæld koster et par fingervanter også 90 Euro.

Jeg slutter denne lille rundrejse i strikkekultur i Estland med et par billeder af grøftekanter. De lignede min barndoms grøftekanter.

Som  I sikkert har fornemmet, er der rigtig meget at se på i Estland. Jeg kunne tænke mig kurser i de forskellige teknikker, men nu må jeg først i gang med anvisningerne i bøgerne, for at se om jeg kan lære det selv. Men det er meget sjovere at lære med andre.

Jeg har haft glæde af at tale med Vivian Høgsbro om Estland, hun har været der mange gange, sidste gang i juni måned.

Estland - sjaler fra Haapsalu - del 5

 Jeg har tidligere skrevet om hulmønstersjalerne fra Haapsalu, så det var en by, vi absolut måtte besøge.

Det er en forholdsvis lille by, som ligger ud til Østersøen. I mange af butikkerne på hovedgaden ses disse gaveæsker, som indeholder et Haapsalu-sjal, så der strikkes fortsat i byen. Alle ekspedienterne havde også et strikketøj i nærheden, som de tog frem, når der ikke var kunder.

Jeg var interesseret i at tale med dem og mange af dem havde mødt Nancy Bush. Hun har skrevet bogen Knitted Lace of Estonia, og det var en af de bøger, jeg måtte have med hjem. De fortalte, at hun havde besøgt byen 5 gange, og de var meget glade for hendes promovering af deres strikkekultur.

På et lille museum var der en udstilling af de forskellige mønstre

Sjalerne er strikket i merinould 1400m/100g på p 2½, så sådan et par nøgler fik jeg med hjem. Et sjal vejer ca. 100 g, kun hvis de er meget store, går der mere til. Et færdigt sjal skal kunne gå gennem brudens ring, ellers var det for groft strikket.

Der blev ikke kun strikket sjaler, også kjoler i forskellige hulmønstre.

I begyndelsen havde man de forskellige mønstre på en lille prøve, som så gik fra hånd til hånd. Hver familie havde også deres egne mønstre, som døtrene lærte af deres mødre. Det er først senere, at mønstrene er blevet nedskrevet.

I byen ligger der en bispeborg fra det 1300 århundrede, og der er et galleri for Ilona Wikland, illustrator til mange af Astrid Lindgrens bøger.

Ilona flygtede til Sverige i 1944 som 14 årig. Der var en video på galleriet, hvor hun fortalte om samarbejdet med Astrid Lindgren. Hun har bl.a lavet illustrationer til Ronja Røverdatter, og da hun igen besøgte sin barmndomsby efter befrielsen i 1991, kunne hun se, at Mattisborgen havde ligheder med bispeborgen i Haapsalu.

Estland - Nationalmuseet i Tartu - del 4

186 km   fra Tallinn ligger byen Tartu, som må betegnes som Estlands kulturelle centrum. Der findes landets universitet og nationalmuseum, og Tartu er en yderst spændende og smuk by. Vi besøgte museet for at se deres enorme samling af tekstile emner - der var også en afdelings for redskaber og levevis, som min mand kunne se på.. 

Der var dragter fra de forskellige egne af landet, og der skulle være 4000 forskellige vanter og pulsvarmere i forskellige mønstre. Det var et fantastisk skue at se dem, selv om de lå i skuffer, man kunne trække ud. (de var dog ikke alle præsenteret). Der var desuden bælter, bånd, strømper, huer, kvaster mm. Det var virkelig imponerende.

Ovenfor ses kvindedragten fra Muhu.

Og her et nærbillede af strømper og sko, som er så fint dekorerede.

Her dykker vi ned i skufferne, som jeg kunne trække ud en efter en og fotografere. Der er glas for, så det lykkedes ikke altid at få billedet perfekt.

Strikkede vanter spiller en stor rolle i tidligere tid. En ung pige begyndte tidligt at strikke til brudekisten, ja faktisk begyndte moderen at samle til kisten næsten før et barn var født. Hun skulle gerne have omkring 50 vanter, 100 bælter og bånd og derforuden strømper og knæstrømper og andre småting, når hun indgik ægteskab, og bruden blev vurderet på sin brudekiste.

Tænk lige på, at det blev strikket på p 1.00 og der var mønstre over det hele.

Til dagligt brug blev der brugt vanter af grovere garn og uden mønster.

Det ses tydeligt, at der er forskellige traditioner og mønstre fra egn til egn.

Se især håndledstykket, som er særligt dekoreret. Der var også mange håndledsvarmere, men de kommer ikke med her.

Mønsterrigdommen er stor, og i boghandler og på museer kan man købe små pamfletter med 2-3 forskellige mønstre i, så der er nutidig interesse for den tekstile arv.

Dette er et brudetæppe som svigermoderen broderer til den nye svigerdatter ved ankomsten til hjemmet efter et bryllup.

Den nye kone på gården ankommer her i kane, og så bredes tæppet ud på jorden, så hun kan betræde det nye hjem på værdig vis. En hyldest fra svigermoderen til den nye kone på gården. 

Her ses skafterne på knæstrømperne både med mønster og broderi. Det har taget mange aftener at lave et par strømper som disse - det er beundringsværdigt.

På museet var en særustilling som hed Big Heart, Strong Hands. Det er fotografier fra en lille ø, Kihnu, meget mindre en Muhu, hvor kvinderne langt op i tiden har fastholdt den traditionelle kvindedragt.

Det var et meget spændende besøg, og jeg har en stor samling af fotografier, men jeg har også købt bøger, som præsenterer teknikkerne.

Estland - en butik i Tallinn - del 3

Midt i det gamle Tallinn ligger designbutikken Naiiv med en ny strikkedesigner, Liina Viira.

Jeg citerer fra hjemmesiden:

"Although Liina Viira has Estonian roots, she is fairly new resident in Estonia. Born and raised in Stockholm, her curiosity towards Estonian culture and national clothing grew from a distance. Liina is happy with the choice she made couple of years ago: "Moving to Estonia made me realize and see the many possibilities to combine the love for Estonian colourful national treasure with my experience as a fashion designer." 

Kvinden i butikken fortalte, at ulden, som anvendes, faktisk ikke kommer fra Estland, da den estiske uld er for krads, og der findes ikke store spinderier, som kan garantere kvaliteten og indfarvningen, så ulden importeres fra Skotland.

Ponchoen har lynlås i begge sider, så man kan få armene frem, og mønstret står stærkt og fremtrædende.

Jeg var meget betaget af Liina Viiras farver og mønstre og var glad for at se en ung, upcoming designer i den gamle middelalderby.

Der er en netbutik på hjemmesiden, så det er muligt at få fat i hendes strik også i DK.

Estland - Tallinn - del 2

I Tallinn bugner det med strikvarer både i uld og hør. Der er utallige boder, her ved Skt. Catherinas passage. Huer, vanter, trøjer, sokker i massevis og i mange fine mønstre. Det er maskinstrik, og ulden er lidt krads og virker ikke så behagelig, men mønstrene er traditionsbundne og stammer fra de forskellige egne i Estland, som jeg senere så på nationalmuseet i Tartu.

Prisen kan der forhandles om. Jeg købte et par fingerhandsker, maskinstrikkede, men med håndbroderi.

Boder også på torvet

Denne unge kvinde havde mange håndstrikkede ting i sin bod, og da jeg spurgte, om jeg måtte fotografere hende, smilede hun genert og sagde, at det var da ikke noget særligt. Nej, men det er du, og så fik jeg lov.

Hende spurgte jeg ikke om lov. Hun var klædt i hør og reklamerede for en af de mange hørvarebutikker i byen.

I en kollektivbutik så jeg dette udvalg i dukker. En ældre kvinde, som lavede dem, ville gerne fortælle om dem, men jeg forstod jo ikke estisk.

Udvalget var enormt.

På disse reoler er der udelukkende strikkebøger - på estisk! og de er kun 1,3 mill. indbyggere. Det er fantastisk, at så lille et sprogområde kan have så mange strikkebøger, og det var ikke nye modeller fra strikdesignere. Det var beskrivelser af de gamle mønstre og strikketraditioner, men selvfølgelig var der også oversatte bøger, som jeg kendte fra DK. Kan I se den store orange bog øverst i venstre reol.......

Jeg brugte lang tid ved reolerne og kom i snak med flere strikkere. De viste mig, hvad de strikkede ved at pege på billeder i bøgerne, og et par stykker af dem havde en bod på gaden. Jeg kom efter en helt bestemt bog, som jeg vender tilbage til.

Tallinn er en flot middelalderby. Den er restaureret og shinet op, så den virkelig præsenterer sig.

Vi var på byvandring, og vores guide var en ung kvinde på 21 år, fantastisk veltalende - på engelsk - og hun "opførte" den ene historie efter den anden for os, mens vi gik rundt og så på steder og bygninger. Hun må bestemt ende som skuespiller.

En rejse til Estland - del 1

En rejse til Estland byder på mange oplevelser, og jeg vil gerne dele de oplevelser, som handler om strik her på bloggen.Lad mig starte med dette billede fra Muhu Museum.
I julen faldt jeg over en bog på nettet, som jeg absolut måtte eje, og den blev starten på min interesse for estiske strikketraditioner, som så igen blev til en rejse, vi lige er kommet hjem fra. Vi er fotograferet i Muhu-nationaldragter.

Et besøg på det lille museum i Kogiva på øen Muhu er en stor oplevelse. Mange af bogens fotograferede genstande stammer fra dette museum. Det er fantastisk at kvinderne på så lille en ø har haft så stor en mønster- og farveidérigdom. Jeg tabte helt pusten, da jeg så det i virkeligheden.

Og man får endnu mere respekt for arbejderne, når man ser de strikkede vanter og strømper. De er strikket på meget fine pinde - str. 1.00 eller 0.75 fortalte museumsvagten mig. Det er strikket fast, så de kunne give varme i den estiske vinter. Men det viste er så absolut til pænt brug. Strømperne har ofte facon efter læggen, da mændene på Muhu satte pris på kvinder med faste, stærke ben. De skulle stå godt fast på jorden og kunne arbejde både i hus og mark, da mændene fiskede eller havde opgaver andet steds.

Den orange farve og pink er speciel for Muhu og ses i forklæder, tæpper og de strikkede genstande.

Sengetæppet er broderet med blomstersyning, på engelsk hedder det floral embroidery  jeg kender ikke det rette udtryk på dansk.

Efter besøget på museet kørte vi videre til dette logi. Det lå ufatteligt langt ude, og vi var næsten ved at opgive det, da vores GPS ikke kunne hjælpe os, men omsider fandt vi det.

Der var smukt og fredfyldt, og vi tilbragte 2 dage på øen Saaremaa- forbundet til Muhu med en dæmning.

Saaremaa har været i dansk besiddelse 1560 - 1645 og hed da Øsel.

Fortællingen fra Estland fortsætter......

Strikkevejr

Jeg har fået Honey-trøjen færdig, og den passer mig helt perfekt.

Den er strikket i kidmohair fra Garnudsalg 1500/100 g, dobbelt tråd og supersoft fra Rennie.

Der er efterhånden mange kvaliteter i netbutikkerne af supersoft, men jeg foretrækker helt klart denne kvalitet.

Trøjen er en smule mere fyldig end i det oprindelige garn, og den er fantastisk blød.

Udenfor er vejret vådt og det er ikke lige terrassevejr i dag

men mon ikke det kommer, hvis vi venter længe nok :-)