lørdag den 29. december 2012

Blå rib

I aftes blev det sent, temmelig sent inden jeg kom i seng. Jeg var i gang med halsen på den blå rib-bluse, som jeg komponerede på Skals kurset i oktober. Vi skulle lave et design ud fra Åse Lund Jensen- beregningsmetoden, og det gik godt indtil halsen. Her vidste jeg ikke, hvordan jeg skulle få afsluttet. Så da jeg besluttede mig for snoninger i halsen, gik det efter "lidt held og lidt forstand princippet".  
Blusen er strikket i Highland Wool fra Isager i farven Ocean på p 3 og der er brugt 210 g.
Det er svært at finde strikkefastheden i rib - her 6r, 2 vr, og jeg måtte også have to forsøg, inden jeg fandt det rette maskeantal.
Snoningerne er brugt som ekstra indsnit både for og bag, og de gentages også på ærmet og afsluttes i to forskellige længder.


Blusen sidder perfekt, men der skal ingen ekstra kilo til uden at det ses.

Jeg har taget ind til raglan på hveranden omgang, også det var lidt svært at beregne, da det skulle passe med den brede dobbeltsnoning, og indtagningerne kom til at ligge langt inde på blusen.



At det skulle komme til at se sådan ud som afslutning på indtagningerne på ærmet, havde jeg håbet på, men slet ikke beregnet. Faktisk må jeg sige, at der er utroligt meget at tage hensyn til, når man vælger snoninger som afslutning i halsen. Halsudskæringen er foretaget vhj vendestrik, men snoningerne gentages hver 6 række, så det skal passes ind.
Jeg tror, jeg var hjulpet af heldet sent i aftes, og det vil bliver svært at skrive opskriften ned, som det ellers var min hensigt.
Men i hvert fald er jeg meget tilfreds med resultatet.

fredag den 28. december 2012

Dagene imellem

Dagene mellem jul og nytår er de dejligste dage til afslapning, gåture, hygge med familien og færdiggørelse af projekter. Der er masser af mad i køleskabet, småkager og konfekt på dåser og lys i juledekorationerne.
Min Tokyo er blevet færdig, og den passer perfekt. Jeg har strikket den lidt højere i halsen - et mønster mere  - men har ellers holdt mig til opskriften. Der er brugt 4 farver i Highland Wool fra Isager og den vejer 230 g.

Elefanten har befundet sig halvfærdig i strikkekurven. Den blev fundet frem og monteret - det er jo faktisk det største arbejde. Den er hæklet efter denne opskrift.
Det er selvfølgelig til barnebarnet, som er hos os i øjeblikket. Vi nyder hende i fulde drag, og hun sover ikke tiden bort. Fantastisk hvordan et lille barn kan holde en hel familie beskæftiget.

En af mine gaver var denne bog. Lene Holme Samsøe har igen lavet mange flotte modeller.
Nedenfor ses et par eksempler



søndag den 23. december 2012

Glædelig jul

Mit tidligere indlæg skal ikke stå julen over, for nu "går det min vej". Køkkenet er brugbart og næsten færdigt, huset gjort rent, julemaden er så godt som klar, og børnene er kommet hjem - de fleste af dem.
Så nu kan julen godt indfinde sig.
Jeg vil benytte lejligheden til at sige tak til mine læsere, tak for dejlige kommentarer, mails og samtaler, når jeg møder jer i butikken eller andre steder.
Min største strikkeoplevelse i dette år var opdagelse af estisk strikkekultur og besøget der.
Billedet stammer fra denne blog.
Hvad mon bliver den største i 2013? jeg har i hvert fald mange ting på programmet, som I vil høre mere om.
Nu vil jeg lade julefreden indfinde sig.
Glædelig jul til jer alle

tirsdag den 18. december 2012

Det går ikke lige min vej.....

Vi laver køkken, skifter det gamle ud, som har eksisteret siden 1986, men trods ihærdig koordinering er vi ramt af en række uheld, blandt andet venter vi stadig på den sidste bordplade. Den var ikke med sendingen sidste onsdag, men kommer på fredag. Fliserne kan ikke blive færdige før, så det er temmelig træls ikke at kunne komme i gang med juleforberedelserne. Jeg har intet bagt eller pyntet op for den sags skyld, for vi har køkken over hele huset, og støv og rod.........

Ind imellem sætter jeg mig til at strikke på denne, men også her er der problemer. Hvad er det jeg ikke forstår? Man skal tage ind til raglan på "skiftevis hver og hveranden omgang" (direkte citat fra bogen). Mønstret kommer tættere og tættere på indtagningen, men jo! nu gik det op for mig, hvordan det er. Ved at formulere det, forstår jeg hvordan. Jeg har simpelthen taget ind på hver omgang 3 gange i træk og så en omgang uden. Men det er 2 gange i træk og så en omgang uden indtagninger. Sådan kunne det jo også formuleres.......
Jeg kunne jo slette dette indlæg, for jeg har ikke noget at spørge om, men nu lader jeg det stå.......
Jeg må til at trævle op.

mandag den 10. december 2012

Vinter i Danmark

Det blev så farvevalget til Sommer i Tokyo. 
Jeg synes, det er et mærkeligt navn, Marianne Isager har valgt til denne bluse, for med mønsterstrik bliver den dejlig lun og bestemt ikke en sommertrøje. Jeg tror, jeg kalder den Vinter i Danmark.
Jeg har været i syv sind med farvevalget, som jeg tidligere omtalte. Jeg VILLE strikke den i Highlands garnet fra Isager, da det har en fantastisk blødhed og ikke er så tungt som alpaka.
Jeg har trævlet det hele op og er begyndt forfra, da jeg ikke brød mig om de 3 retriller, der var i opskriften ved ribkanten. Mønsterfarverne er også skiftet ud.
Men farverne er svære at have med at gøre, og bestemt ikke de farver, jeg normalt ville vælge.
Jeg håber, jeg bliver glad for valget, når den bliver færdig

Men nu er det jo sådan med farver, at man skal arbejde lidt med dem for at synes om dem og se muligheder. Man kunne også strikke blusen i denne kombination, det ville blive anderledes, men flot tror jeg. Men nu må jeg hellere holde mig til det jeg har gang i.......

Vinter i haven, og dejligt at det kan nydes indefra, selv om en tur i sneen bestemt ikke er at foragte.

Mit lille barnebarn kommer ikke til at fryse. Hun har fået en Voksipose med uldfyld, så mon ikke hun klarer vinteren i barnevognen.

søndag den 2. december 2012

Tine Solheim

Tine Solheim er en spændende norsk designer, udlært i Paris ved et af de franske modehuse
  Retromasker er en historie i strikning og hækling
Strikkeopskrifter i gamle historiske mønstre, der er tilpasset nutidens mode
Det er en meget flot strikkebog fotograferet på historiske steder i Norge
Modellerne er strikket i alpaka

Elegante modeller i traditionsrige mønstre...

Normalt er der mere spræl i Tine Solheims modeller. Hun har også udgivet bøgerne
Maskepi og Maskebal.

I morgen går turen til KBH, hvor barnebarnet  kan iføres denne bløde, dejlige trøje og vanter til de små hænder. Vanterne er fra Lana Care, et mærke, der varmt kan anbefales. Produkterne er lavet af ubehandlet merinould, og det er fantastisk lækkert. Min datter har ammeindlæg i materialet, og selv om hun på forhånd morede sig over de store plader, er de for længst taget til nåde og et par mere bestilt.