Flere har spurgt, om det er en hemmelighed, at turen til Estland er dubleret, og nej det er det selvfølgelig ikke. Turen er for alle interesserede. Turen gentages 8.-14. september 2014, og der er stadig ledige pladser. Læs mere om programmet her. På junituren er der en enkelt plads pga. af et afbud. Hvis du er interesseret i at deltage, så send en mail.
Her på årets sidste dag er blikket rettet mod 2014, og der er så meget at glæde sig til, både på det personlige plan og på strikkefronten.
I marts er der Fiberfest i Ry - helst præcis d. 29. marts, og det er bestemt ikke for tidligt at tilmelde sig en workshop. Læs om indholdet på Fiberfesten hjemmeside. Der er meget at vælge imellem.
Strikkeweekenden på Sælvigbugtens camping, Samsø, var en sikker succes sidste år. Den foregår 20.-22. juni i 2014, og vi ved, der bliver rift om pladserne. Du kan læse hele programmet her. Tilmelding kan først ske fra 6. januar.
Det var bare et lille udsnit af spændende strikkebegivenheder.
På det personlige plan bliver 2014 også et særligt år, når en ny lille verdensmand ankommer til maj.
Jeg vil ønske alle mine læsere et rigtigt godt nytår og sige jer tak, fordi I læser med. Tak for kommentarer, mails og hilsner.
Vi mødes i 2014.