tirsdag den 22. april 2014

Klar til ankomst

Så fik jeg babytæppet kaldet "prinsesvøbet" færdigt. Det er anden gang jeg strikker det, og også denne gang gav det mig anledning til at fundere over læreprocessen. Jeg lærte borten udenad meget hurtigere end sidste gang, og det var en større fornøjelse at strikke det, selv om der er mange spidser i sidste runde.
Det er strikket i entrådet mohair by Canard på p 4. Der er brugt 180 g. Det er fantastisk lækkert og blødt, og jeg glæder mig til at give det til min datter, og endnu mere til at svøbe lilleprinsen, som har forventet ankomst om 4 uger.
Han får også en lille vest, som han sikkert kan passe hen i efteråret. Den er strikket i en tråd Fine Wool og en tråd Alpaka1 efter modellen fra All You Knit Is Love.

Der er lavet strikkeprøve til Hokkaido kjole af Helga Isager

Kjolen strikkes på tværs, og jeg er kommet op i fuld længde. Jeg strikker den i Spinni og Alpaka1. I bogen er der to variationer, den anden er Alpaka 1 og Viscolin.'
Det var så indlæg nr. 500! 
Det vil jeg fejre med en lang cykeltur og med en stor tak til jer trofaste læsere og jeres mange tilbagemeldinger enten her på bloggen eller på mail. Uden jer ingen blog.

mandag den 14. april 2014

Eksperimenter



Min mor eksperimenterer. Hun vil strikke en poncho i mønster, som er åben ned foran. Det er ryggen vi ser her. Mønstret laver hun efterhånden, som hun kommer frem. Farverne er, hvad der var i kurven, men det er jo kun en øvelse, som hun siger.
Jeg har været der i dag for at se på anstrengelserne, og vi har foretaget visse tilretninger.
      
Men jeg synes, der er mange gode ideer. Der bliver taget ud før og efter de ensfarvede masker ned gennem arbejdet, og der er en vrangmaske på hver side, så kan man ikke se udtagningen. Masken mellem de to lodrette striber er skiftevis en ret og en vrang.
Der kan vist blive en habil designer ud af hende den 90 årige! Vi må se, hvad det ender med, for der er flere valg, som skal tages.

                                     
Når hovedet bliver for træt, strikkes der på dette arbejde. Stedmoderblomster i dejlige farver. Der skal bare strikkes lige op, det er et bestillingsarbejde fra mig. Eneste ulempe: der skal skiftes mønsterfarve temmelig ofte.

   
I morgen skal jeg have fat i planteskeen. Alle disse dejlige løgplanter skal fordeles i krukker og bede. Der bliver forår i min have og i mit sind uanset vejret.

lørdag den 12. april 2014

Jeg bliver så inspireret


  
At gå rundt mellem alt dette dejlige garn giver mig alt for mange ideer. Jeg får lyst til at begynde på noget nyt. Men der er jo masser af projekter hjemme, som venter på færdiggørelse eller på at blive sat i gang.
                                    
Men jeg har nu besluttet, at jeg skal i gang med denne model af Helga Isager fra hendes seneste booklet, the Map Collection. Modellen hedder Hokkaido Kjole. Den har de underligste små ærmer, men den er meget klædelig, når den kommer på. Selve kjolen er strikket på langs og til slut er ærmerne strikket på. 

torsdag den 3. april 2014

GadeStrik i Silkeborg

På Vestegade i Silkeborg ser man denne stander, som henviser til GadeStrik - en garnbutik i Silkeborg.


Gadestrik ligger i Bios Gård  bag gågaden, men lige ud til en p-plads, så på den måde ligger den centralt og meget nemt at komme til. Man kan bogstaveligt parkere lige foran døren.
Butikken drives af Gitte Gade, som har fået en drøm opfyldt ved at få sin egen garnbutik.
Butikken er bestemt et besøg værd.

Gitte har et righoldigt udvalg af gode garner.
Måske genkender I strikkekit'ene i reolen.
Jeg har et samarbejder med Gitte. Hun læser korrektur på mine opskrifter, og derefter forhandler hun dem i butikken.
Faktisk har jeg fået min helt egen side i hendes webshop. Jeg er meget beæret!

Hun afholder også strikkecaféer og har afholdt en strikkeskole for unge.

Strikkeskole træner unges matematikevner

En skole i England har opdaget, at strikning forbedrer elevernes adfærd og færdigheder i matematik. Nu åbner en strikkeskole for unge i Silkeborg, hvor sidegevinsten er, at eleverne også bliver bedre til matematik.

Læs mere her


Der er også mulighed for at deltage i en workshop.

PS. Der bliver også FiberFest næste år. Se dato på FiberFestbloggen og sæt et X i kalenderen allerede nu.



onsdag den 2. april 2014

Opskrift til "Sjal med lynlås" er klar

Opskriften er nu klar og kan købes på Amio
Jeg mangler en farve, så det kan endnu ikke købes som et strikkekit.
Ellers skal dagen bruges på en evalueringsfrokost på Ålekroen i Svejbæk
Her skal Fiberfesten evalueres. Skal den gentages, hvad skal ændres/forbedres????