søndag den 15. maj 2016

Nye modeller og nyt garn

Jeg er for længst blevet færdig med ponchoen, som er strikket i mohair tweed og en tråd lammeuld.
Den er strikket rundt oppefra, og fordi der er ligevægt i ret- og vrangmasker, kan det lade sig gøre, uden at det trækker skævt. Mohair tweeden er jo et entrådet ubalanceret garn, som ellers trækker skævt ved rundstrikning.

Den er strikket på p 4½ og den er virkelig dejlig at have på. Der går 350 g mohair tweed og 150 g lammeuld, så den kan strikkes for 400 kr plus en opskrift. Modellen er Regina Moessmers.

Jeg har valgt at tage en babyalpaka ind i garnsortimentet, simpelthen fordi jeg ikke kunne lade være. Det er blødt som en drøm og er en virkelig dejlig følgetråd. Nu har man et valg, om det skal være almindelig blødt med lammeulden eller helt fantastisk blødt med babyalpakaen som følgetråd.
Dejligt med nogle valg!
Pris 60 kr.

Denne enkle model hedder Dark side of the Moon, og er ligeledes designet af Regina Moessmer.
Den er strikket i en tråd lammeuld og en tråd babyalpaka på p 4, og den udmærker sig ved at kunne bruges på begge sider.


Ærmekonstruktionen er igen en sadelskulder med flotte udtagninger, og kraven kan arrangeres på flere måder. En trøje man aldrig bliver træt af.

Her ses den med retsiden ud.
Til str. M brugers der 150 g af hver slags.
Send en mail, hvis du vil bestille bodil@madam-munch.dk


Den sidste model kan jeg kun fremvise halvfærdig. Den er med et rundt bærestykke med snoninger og er strikket i lidt tykkere garn, Agnes og en tråd babyalpaka. Der kommer også snoninger nederst på ærmerne, men vent til den bliver færdig, så tager den sig helt anderledes ud.

4 kommentarer:

  1. Meget smukke modeller. Jeg kan godt forstå at Babyalpaca er kommet i sortiment, for det er da den mest suveræne følgetråd. Flotte farver du præsenterer her.

    SvarSlet
  2. Som altid smukt strik, klassiske modeller og dejlige farver. Håber jeg kan komme forbi din butik i løbet af sommeren. Fortsat god pinse

    SvarSlet
  3. Det ser godt ud, Bodil! Den der poncho skal jeg strikke og jeg er da også helt vild med Dark side of the moon. Jeg glæder mig til at se hvordan modellen med snoninger ender.

    SvarSlet
  4. Jeg må da vist kikke nærmere på Regina Moessmer - det er nogle smukke enkle modeller og det er virkelig en meget elegant poncho ☺ Jeg kan godt forstå du også vil ha alpacaen - den tilfører strikketøjet noget helt særligt - jeg kan stadig huske hvor forbavset jeg blev første gang jeg mærkede på en nederdel med 1 tråd uld og 1 tynd alpaca - især fordi jeg havde valgt at strikke i 2 tråde uld og det var jo et ganske andet resultat ☺

    SvarSlet