På denne tur skulle vi besøge øen Kihnu, som ligger 50 minutters sejlads fra fastlandet.
Vi havde guide på hele dagen og blev transporteret rundt i en åben lille lastvogn. Heldigvis var vejret strålende.
Øen er 3,4 km bred og 7 km lang, og i dag er der 500 fastboende på øen.
Den har en meget velbevaret kultur, og mange af de gamle skikke er stadig i brug.
Vi blev modtaget på havnen af Mare og derefter kørt til et lille museum, hvor Mare fortalte om skik og brug på øen, og vi så mange af tekstilerne, som bruges den dag i dag. Her et udsnit af børnetøjet.
Øen er optaget på Unescos verdens-arvsliste pga af de specielle bryllupstraditioner. Festen varer i 3 dage, men er nu sat ned til 2, da man ikke har råd til at beværte de 200-300 gæster.
De vævede skørter, som ses på væggen, er et helt kapitel for sig. Hver kvinde har et stort udvalg af skørter i forskellige striber og farver. Den røde farve er den mest dominerende og bruges, når man har det godt. Ved sorg skal farverne være blålige og mørke, og efterhånden som sorgen fortager sig, så bliver den røde farve igen repræsenteret i skørtet.
Alle kvinder har en væv og producerer egne skørter.
Forklædet bæres kun af gifte kvinder og er således ikke et arbejdsforklæde.
Man ser stadig især ældre kvinder gå med dette skørt.
Mands- og kvindedragt
Den strikkede mandstrøje har et fint mønster og flotte strikkede borter. Trøje hedder "troi" og det forstod vi jo ganske godt.
Efter besøg på museet, kirken og fyrtårnet, spiste vi frokost ude i skoven. Menuen var fiskesuppe og røget hornfisk og derefter kaffe og kanelkringle.
Efter frokosten gik vi hen til et hus, hvor vi skulle se lokale kvinder synge og danse for os.
Det var et imponerende og ganske rørende syn.
De ældste kvinder så furede og slidte ud, men til musikken blev deres bevægelser lette og rytmiske og man anede den unge pige i dem.
De to med blåt havde været til begravelse i kirken et par timer før.
Et par stykker bærer den høje hovedbeklædning.
Huset tilhørte Rosaali Karjam ,og alt hendes håndarbejde gennem livet var ophængt indenfor. Roosalii er nu over 70 og har ikke været gift, derfor har hun kunnet lave så meget.
Vanterne på Kihnu er hvide i bunden og med mørkeblå eller sort mønster- Manchetten er smukt udformet med fine farver og teknikker.
De unge kvinder strikker mange par vanter og handsker som gaver til den kommende svigerfamilie, så kommer børn og en travl hverdag, og når kvinden er kommet op i alderen, begynder hun at forberede sin begravelse, ved at strikke vanter og handsker til dem, der graver og bærer kisten.
Strikkede vanter er symbolske og har stor betydning.
Rosaali Karjam
De to småpiger deltog også i dansen og var ved at lære trinene.
Så må vi se om de kommer til at gå med de vævede skørter eller om det blot bliver beklædning til ære for turister i fremtiden??
Det var et meget spændende besøg, og vi sejlede over til fastlandet med hovedet fuldt af indtryk.
Vi kørte mod Tallinn og efterhånden blev snakken stille og dæmpet.
Spændende og så vil jeg sige, at jeg ikke synes det er udelukkende negativt, hvis der bliver holdt liv i en gammel tradition for turisternes skyld - hellere det, end det helt går tabt, ikke? :-) Jeg ville da bestemt være blevet spurgt, om jeg var i sorg, jeg ville jo have alt mit blå tøj med ;-) Som sædvanlig en spændende og oplysende gennemgang, Bodil :-)
SvarSletdejligt at gense Kihnu! var der i 2005 sammen med gavstrikkerne og mindes stadig stedet med meget stor glæde. Det er de dygtigste strikkere, jeg har oplevet.
SvarSletSmukke billeder fra en fantastisk tur. Har nydt dem alle. Også de syngende kvinder.
SvarSlet