mandag den 13. april 2009

striktrøjer vender hjem





I min familie har børnetøj flittigt skiftet hænder, når vore egne er vokset ud af det. Nu er alle store og ingen har lyst til at arve tøj fra fætre og kusiner. Det meste er slidt eller forsvundet ud i det blå, men påskedag fik jeg en lille pose retur indeholdende 2 striktrøjer, og stor var genkendelsesglæden især da trøjerne er så gode som nye - næsten. I hvert fald kan næste generation også få glæde af dem, hvis ellers deres forældre synes.......




Denne dejlige kvinde mødte vi på en kunstudstilling på Fussingø slot ved Randers!

Men der var også andre skikkelige folk.

søndag den 12. april 2009

Påske og sommerfugle




Jeg har nydt det gode påskevejr og ind imellem havearbejde, gæstebesøg og opstilling af skab, så mit garn kan komme i orden - strikket sommerfuglehuer. Det er et sjovt mønster og endelig en hue Anne synes om. Da jeg nu var i gang blev det til 2 mere i andet garn og den ene med rullekant.






Mine strømper i hulmønster er også blevet færdige. De er strikket efter en amerikansk opskrift med mønster også på hælen.



Det er dejligt med orden, det skaber overblik og jeg fik ryddet kraftigt op og har en stor pose som går til genbrug.

mandag den 23. marts 2009

mit patchworktæppe

Jeg har kun et patchworktæppe, og det er jeg til gengæld rigtig glad for. Min mor har syet det efter inspiration fra Kaffe Fasset.


Men ellers er jeg i gang med at nyde mine fødselsgaver. Jeg er blevet den glade ejer af et sæt Knit-picks. Jeg har fået dem af mine børn og der var stor undren over ønskelisten, strikkepinde er da ikke noget man ønsker sig! Men dette er noget særligt og maskerne glider afsted.

Jeg fik også en krydsnøglevinder, så nu kan alt vindes op i de fineste garnnøgler.

Jeg kommer fra en hjem med en "vinder". Min mormor trevlede uldgarn op fra fabriksrester, nøglerne blev dampede og af disse maskinstrikkede min mor trøjer, som blev solgt til venner og bekendte. Intet under at jeg har fået interessen for garn og strik.

strikkekurv





Så har jeg strikket en kurv til mit strikketøj. Den blev rigtig god og er en am. opskrift fra Ravelry, læse her http://www.ravelry.com/patterns/library/a-petite-felted-bag-2-handles

Det er et fantastisk websted, og jeg skal nok få gang i de engelsk-sprogede opskrifter.

Jeg startede i bunden med 8 masker i opslag på 2 pinde og ingen sammensyning! smart.



Min mor har været på besøg og der er sket meget med patchworktæppet, som blev påbegyndt i vinterferien. Det er håndsyet i en japansk foldeteknik, så det er quiltet og færdigt, får det er syet.



Jeg er også blevet inspireret af denne metode. Hanne havde et indlæg med firkanter. Det er jeg i gang med.

søndag den 15. marts 2009

weekendens frembringelser

Som flere andre har jeg nydt weekenden med smånusserier og fået flere ting gjort færdige. Min datter Trine skal have et par strikkede strømper. Hun får dog ikke brug for dem lige foreløbig, da hun de næste mange måneder skal udstationeres i Mexico for sit firma, Novo.


Sidste weekend var vi ude i sommerhuset og her besøgte jeg naturligvis Tind Mohair. Jeg kom derfra med 6 nøgler neongarn. Jeg skulle strikke flere futter til filtning, så de kan bruges som modeller i butikken. Det blev til børnestørrelser, og kanten er på de fleste modeller strikket i et kraftigt alpaca-garn og ikke kanin, som jeg troede første gang jeg fik fingre i det.

Det sidste projekt er en kjole der skal syes. Stoffet har jeg haft liggende i et par måneder, og nu skal det være! jeg skal have gang i symaskinen igen.

onsdag den 4. marts 2009

Kaningarn




Kaningarn - gad vide om nogen ved, hvad det er? jeg blev præsenteret for dette specielle garn af kaninuld i Tind Mohair, og det kan bruges til kanter. Det måtte afprøves på et par filtede futter, og efter lidt opkrads med en neglebørste efter filtning blev resultatet ganske fint.


Strømperne er det andet par jeg har lavet. Her har jeg strikket hæl- og tåforstærkning, så de er ganske varme.

Jeg har kikket forsigtigt indenfor hos Ravelry, er faktisk blevet medlem, men det er så nyt for mig, jeg ved endnu ikke rigtig hvad jeg skal bruge det til. Jeg er helt overvældet af alle de muligheder der er. Jeg har stor glæde af at nyde alle jer dygtige strikkeres flotte resultater. Hold da op en frodighed og mangfoldighed der er!

Jeg kunne ønske mig at nogen ville arrangere en strikkecafe med temaet: strik efter engelske/amerikanske opskrifter, så kunne jeg måske komme i gang.........

søndag den 22. februar 2009

vest i perlestrik



Som jeg tidligere har nævnt skulle jeg strikke en vest i perlestrik til Tind-Mohair. Det har jeg så arbejdet på i den forgangne uge og nu i dag er den blevet færdig.Jeg har strikket efter et mønster, og det holdt næsten.....



Så er forstykket færdigt og jeg skal bare have et mere. Jeg strikker i dobbelt garn, Loden fra Gepard, så det bliver til noget på p 5½.

Jeg har siddet og lyttet til Lykke-Per af Henrik Pontoppidan og selv om den er skrevet i 1898-1904 er den stadig værd at høre. Det må siges at være en rigtig klassiker.

Alt imens dalede sneen ned udenfor.

Her ser det færdige resultat!

torsdag den 19. februar 2009

pink hue



Mon ikke denne pinke hue kan vække opsigt en gråvejrsdag? Huen er hæklet i restegarn og brochen er klippet af en genbrugstrøje som er filtet i vaskemaskinen og pyntet med perler og tyl.

søndag den 15. februar 2009

flotte farver

Hvor er jeg glad for at jeg er kommet til at strikke strømper igen. Man bliver helt glad af at se på disse farver, og så er de superbløde at have på. Det er Regia-garn og de findes i mange stribenuancer. Kaffe Fasset har haft en finger med i spillet mht. valg af farvesammensætning.

Tind Mohair

















Vinterferien er til ende......


Hvor har jeg haft nogle dejlige dage i uge 7. Det er blevet til besøg af reservebørnebørn, besøg hos min mor i Horsens, besøg i Haderslev, hvor vores datter er lægevikar på sygehuset - hendes første! og nu afsluttende med ophold i sommerhuset i Søndervig. Høj sol, vinterlandskab og Danmarks flotteste garnbutik ( og meget andet) inden for rækkevidde.


Det er faktisk sådan at jeg går lidt til hånde i butikken, jeg holder meget af miljøet og menneskene der. Jette og Else er de sødeste mennesker. En smykkedesigner, Anna Maxen havde reception i denne weekend, da hun skal have permanet udstilling og salg fra butikken. Hun laver de flotteste smykker.

Jeg fik lidt bestillingsarbejde - strik- med hjem, så nu har jeg noget nyt at gå i gang med - herligt.


I må endelig besøge dette fantastiske sted, når I kommer på de kanter, men det er også værd at køre efter. I kan læse mere på hjemmesiden www. tind-mohair.dk








onsdag den 11. februar 2009

vinterferie





Min søster og jeg har lært japansk foldeteknik hjemme hos vores mor. Hun er en frisk 85 årig kone, og hun og min søster skal sammen til at sy et sengetæppe i den teknik. Der skal sys 169 firkanter, så det er godt, at de er to om det. Nu har jeg så også lært det.




Jeg har genoptaget en gammel øvelse, strømpestrikning. Jeg har ikke strikket strømper i mange år men er nu blevet inspireret gennem diverse blogs, og så kunne jeg simpelthen ikke stå for dette garn i disse farver.


Dette tørklæde i påfuglemønster er også blevet færdig her i vinterferien. Det vejer 40 g, så lettere kan det næsten ikke blive.
Min Freeform fra strikkekursus i Ry syner ikke af meget, men det var sjovt at prøve, og den finder vel sin anvendelse en eller anden dag?