tirsdag den 27. november 2012

Gode garnblandinger

Jeg tillader mig at starte på det ene strikketøj efter det andet, og det er en oplevelse hver gang at slå op til et nyt projekt. Især når jeg også afprøver en ny garnblanding. Her har jeg valgt at strikke en babytrøje til mit lille barnebarn i en tråd Reuma - fine wool og en tråd alpaka 1 fra Isager. Det er den lækreste og blødeste blanding, man kan tænke sig.
Jeg er så begejstret for Reumagarnet, men da det er lidt tyndt (320m/50g), så bliver det lige tilpas når det strikkes sammen med alpaka 1. Jeg strikker på p3½.
Mønstret er af Anne Hanson, en produktiv designer og købt på Ravelry

Det andet projekt, jeg har i gang, er trøje no. 23 i hæftet No 21....... og er designet af Helga Isager. Den er strikket i Isager viscolin og silk mohair, og det giver en rigtig dejlig stuktur. Det er et enkelt mønster, og trøjen bliver yderst anvendelig, er jeg sikker på.

Det sidste nystartede projekt er Sommer i Tokyo fra Japanbogen af Marianne Isager.
Jeg har valgt, at den skal strikkes af det nye Highlandgarn fra Isager, da det er så blødt og falder godt i strikningen. Men jeg synes, at farverne er lidt svære at sætte sammen. Der skal jo være spræl i farverne i det mønster. Fotoet yder ikke farverne retfærdighed, men jeg er ikke tilfreds, så måske skal det ændres.....



tirsdag den 20. november 2012

Trøje med tern

Nok en trøje er færdig fra min mors hånd. Denne gang med raglanærmer, og det fjerner besværet med at montere et kuppelærme.
Bundfarven er mørkebrun med et væld af nister i mange nuancer, farven er så flot.
Kraven er strikket i dobbelt garn, som så igen bliver til én tråd ned foran, hvor der er mønsterstrik.

Hun bliver bedre og bedre den gamle kone, som nu er rundet de 89!
Og hun har mange flere ideer i ærmet, så ikke så sært, at hun strikker på livet løs.
Det skal blive til virkelighed, inden det er for sent, men heldigvis fejler helbredet ikke noget.

Vi skal mødes for at skrive mønstret ned, så den kan komme til salg her på bloggen og i Amio, hvor jeg har oprettet en butik

lørdag den 17. november 2012

Flere lånte fjer....

Jeg har haft kursusaften i Helga Isager teknikker i Tind Textil og Kunst, og Irene fra Lemvig var tilmeldt. Hun er en dygtig strikker og har strikket en del sjaler o.a. i mønsterstrik.
Da hun kom, havde hun lige et spørgsmål til et strikketøj, og stor var min forbavselse, da hun trak dette værk op af tasken.
Tænk, hun var i gang med frakken, som jeg havde vist på bloggen i september. Jeg var helt målløs over dette store værk, så jeg fik aldrig sat mig ind i hendes problem med et af diagrammerne. Jeg overlod problemstillingen til Jorid, som er ophavskvinde til frakkemønstret.
Her ses forstykket med opklipsmaskerne i midten.
Irene har ændret lidt på diagrammerne bl.a. sat en hest ind i stedet for et rensdyr. Frakken er til hendes datter, der har interesse for heste.

Nærbillede af den nederste bort med søhestene.

Detaljer fra begge ærmer.

Men der er stor ros til Jorid for det udførlige mønster på 15 sider! der er fine forklaringer, en masse diagrammer med pile til rækkefølge etc.
Nu glæder vi os til at se et billede af den færdige frakke, og tak til Irene, fordi du viste den frem.
(Irene har ingen blog, så jeg kan ikke henvise til hende)

tirsdag den 13. november 2012

Et prikket tørklæde

Så er min lille prikkede sag blevet færdigt.
Det er et tørklæde med spidser, og i enderne hænger der to pompom'er

Tørklædet kan arrangeres på forskellig vis

'
Det er 164 cm langt og 47 cm bredt

Opskrift eller strikkekit kan købes på Til Salg siden


Der er taget ud på hveranden omgang i spidsen

Jeg har ikke splejset enderne, men ladet dem hænge på forsiden, så jeg kunne se dem, når der skulle sys ned i opklipsmaskerne

Jeg gjorde det eksperiment, at jeg klippede det hele fra hinanden, INDEN jeg syede. Det kan godt lade sig gøre, ingen maske løb sin vej, men den ikke så erfarne, vil måske ryste for meget på hånden.


lørdag den 10. november 2012

Med GribGarnet i Hamburg

Fredag morgen kl. 9 kørte en bus fra Fredericia Banegård med 32 kvinder ombord mod Hamburg
Vores mål var Hamburger Wollfabrik
Det var et overvældende syn at se det kæmpestore udvalg i spoler, da vi trådte ind. Der var garn i alle afskygninger, de fleste meget tynde garner, som kunne samles til flere tråde, alt efter hvor tykt man ville have garnet.

Her er bomuldsafdelingen.

Garn blev studeret og indkøb overvejet


Men vi havde slet ikke set det hele endnu....


I et andet lokale var deres afdeling med Sonderverkauf
Mange kom derfra med fulde poser.

Vi befandt os i et fabrikskvarter i Hamburg, og tæt ved så jeg  denne trappe op til en anden vej. Hvis I har læst 1Q84 af Haruki Murakami, kan I måske følge min association fra starten af bogen, hvor Aomame forsvinder op af en trappe.

Næste besøg var et meget stort stofudsalg Mahlerstoffe, hvor de havde stoffer fra de franske modehuse og meget, meget mere.

Her et lille blik fra feststofafdelingen.

Og her de skønneste striber.
Trafikken ud af Hamburg på en fredag eftermiddag forsinkede os en del, så da vi kom til Kiel, var det mørkt.
Vi skulle besøge Woolverkstatt i Kiel, en garnbutik som viste sig at ligge i et villakvarter.
Indehaveren hedder Dorte og hun oversætter bøger og opskrifter fra Isager til tysk. Hun havde en spændende butik med et stort udvalg i garner og strikkebøger.
Middagen indtog vi her:
En gårdbutik med en cafe, smagfuldt indrettet.

Vi fik 2 velsmagende supper, og det var lige hvad vi trængte til efter en lang dag.
Kl. 22.30 var vi i Fredericia igen, og en dejlig dag var slut.


fredag den 2. november 2012

2 nye udgivelser

I dag udkommer et lille hæfte med opskrifter på huer i nissehuefacon.Det er Mette Jørgensen, som står for indholdet på forlaget Vingefang

Der er huer i mange forskellige variationer med udgangspunkt i en grundopskrift. Det betyder, at man kan designe sin egen variant. Huerne er ikke bare til julemåneden, men kan bruges hele sæsonen, og man står jo selv for farvevalget. En fin lille bog til den overkommelige pris på 100 kr.

Sidsel Sangild er også på banen med en ny udgivelse, Hovedstads - en hyldest til København.
Jeg gør ikke så meget i hækling, da jeg ofte synes, at det hæklede bliver uelastisk og lidt stift. Men jeg tror, jeg må overgive mig. Her er virkelig mange fine modeller inspireret af et sted, en plads, en bygning i byen. Det er smukt gjort, og jeg må bestemt prøve nogle af modellerne.

Palmehuset hedder denne halsvarmer i lækkert naturgarn fra Filcolana

Man kan læse mere på Sidsels blog På Krogen






søndag den 28. oktober 2012

En ny trøje under opsejling

Min mor er i gang med en ny trøje, en lang model, som gløder i de røde farver. Den bliver virkelig flot. Den vil I se mere til, når den er færdig. Vi skal også udarbejde et mønster det den.
Min dipladenia er kommet sent i blomst. Nu står den i spisestuen og spreder glæde.

Lyset har været fantastisk de seneste 2 dage. Hvor har det været dejligt.

Vi har i dag besøgt Blicheregnes museum, hvor udstillingen Strickning - et hantverk at utveckla  kan ses.
Jeg har jo set den en gang på Silkeborg Museum, men den tåler så absolut et gensyn.


Der er så mange spændende teknikker.....

så man får lyst til at sætte sig og tage dem fra en ende af.......

Hvor kunne der blive en smuk pude af denne teknik.
Udstillingen slutter 25. november og der er kun åbent i weekenden.

onsdag den 24. oktober 2012

Afveksling må der til....

Jeg er godt på vej med ribtrøjen, det ene ærme er også færdigt. Nu må jeg snart til at overveje, hvordan jeg kommer videre med raglan og snoning op gennem raglanindtagningen.
Men der er et dilemma, jeg holder meget af de enkel modeller, men de altså kedelige at strikke.
 Så derfor har jeg et mønsterstrikketøj ved siden af, som jeg strikker lidt på som afveksling. Prikker i forskellige nuancer på en grå bund. Det er helt uproblematisk, men der er et valg hver gang jeg skifter farve, og det kan jeg godt lide.


Tangent er en vest fra Ruth Sørensens hånd. Min mor har strikket den til min søster, men hun får den ikke brugt. Det er en størrelse S - brystvidde 88 og længde 60 cm.
Den er strikket i shetlandsuld fra Karen Noe.
Hvis nogen kan bruge den, kan den erhverves for 100 kr + forsendelse
VESTEN ER AFSAT
Ryggen har fine indtagninger, og modellen er meget klædelig.



søndag den 21. oktober 2012

I god udvikling

Nu er efterårsferien ved at være forbi og dermed min arbejdsuge, og så må jeg en tur til KBH igen, for udviklingen går stærkt i den alder. På en uge er der sket så meget, billedet er taget, da hun var 7 dage gammel.

Fødslen kom jo tidligere end ventet, så jeg havde ikke fået mine strikkerier med, da jeg i huj og hast måtte afsted. 
Jeg mente ikke, at jeg havde strikket ret meget, men da det hele blev samlet, er der alligevel en god stak. 
Der er små veste i massevis i forskellige udgaver og i forskellig kvalitet, så den lille krop kan holdes varm.  

søndag den 14. oktober 2012

Så skete det!

Torsdag morgen meget tidligt indløb en SMS: jeg har smerter i min mave, kan det mon være.......?
1½ time senere et telefonopkald fra svigersønnen: hvis du skal nå at være her, skal du vist køre nu!
Det var en meget flot morgenstund, solopgang og fantastiske skyformationer, men der er langt fra Søndervig til Rigshospitalet, KHB.

Så er Sjælland snart i sigte og barnet er tæt på ankomst, så det når jeg ikke.....
Så er hun her, fantastisk dejlig og fin. Oh, hvilken salighed igen at have et spædbarn i armene.
Opholdet på Rigshospitalet blev en tur rundt i egne oplevelser, da moderen også er født der. Vi boede 7 år i KBH.

En meget fredelig lille pige hviler hos sin mor. Det bliver så stor en oplevelse at følge hendes udvikling. Hvor jeg glæder mig!
Fødselstidspunktet var meget fin timing. Jeg nåede tilbage til Vestjylland og kunne gennemføre det planlagte kursus i dag.