tirsdag den 10. juni 2014

Strikke-studietur Estland - del 1

Så er min første strikke-studietur gennemført, og den blev som jeg havde håbet. Her kommer del 1 og vi begynder i byen Haapsalu, hvor vi kørte til efter at have overnattet i Tallinn.
Haapsalu er berømt for sit fine hulmønsterstrik. Vi havde bestilt en workshop i Center for Haapsalu Shawls.
Det er flyttet til fine, lyse lokaler og der er en permanet udstilling. Vi fik en indføring i historien bag sjalerne og teknikken.

Garnet som bruges til at strikke sjaler og kjoler er meget tyndt ( 1400m/100g) 

Der er omkring 200 forskellige mønstre, så her er bare et lille udvalg

Flere overvejede at købe et par leggings i teknikken, men jeg tror ikke at nogen gjorde alvor af det.

En meget flot paraply foret med hulmønsterstrik.

Der var et lille udsalg af garn og bøger og færdige sjaler. Det var her vi første gang stiftede bekendtskab med disse eftertragtede materialer, og jagten på spændende bøger, garn og tilbehør fortsatte med uformindsket kraft turen igennem.
Vi gjorde et godt indhug i udvalget, og da vi forlod butikken var der flere tomme hylder.

Efter rundvisningen og en del handel skulle vi have frokost i denne flotte bygning Kuursaal. 

 Her ses en stor del af gruppen, inden vi går ind.
Det var en nydelse at sidde her og spise, så mange af os vendte tilbage til kaffe og overdådige lagkager senere på dagen.

Men i centret ventede de på os, og vi skulle have en indføring i sjals-teknikken 

Aime Edasi skulle undervise os, og hun talte kun estisk, men der var flere hjælpere og en som kunne oversætte. Hun er ikke en hvem som helst, fik vi at vide, hun er medforfatter til de tre store bøger om sjalerne.

 Efter et par timer kunne vi gå hen på hotellet langs Promenaden
og eftermiddagen fortsatte med strik og hygge lige til aftensmaden
Vi bor lige ud til vandet. Det var en god begyndelse på turen.

lørdag den 31. maj 2014

Nu er der snart afgang

Jeg er ved at være klar til at tage afsted til Estland. Mandag lander vi i Tallinn, og en bus står klar til at køre os rundt i landet. Første stop bliver et hotel i byen, og næste dag går det videre mod Haapsalu, hvor vi skal på strikkeworkshop.
Men mere om det, når vi kommer hjem. Jeg glæder mig så meget til turen og til at møde deltagerne i lufthavnen.

På hjemmefronten har jeg besøg af hende her lige nu. Hun er fanget i et sjældent roligt øjeblik. Hun løber rundt og skal undersøge det hele og de små pilfingre kommer vidt omkring.
Nummer to barnebarn har ladet vente på sig i mange dage nu. Jeg var ved at være bange for, at han først ville komme, når jeg var i Estland.

Men i går fik vi det glade budskab, at en ny lille verdensmand var født.
Vi har set ham to gange nu, og alt går som det skal, så jeg kan med sindsro tage afsted.
Kortet er lånt fra denne hjemmeside.

fredag den 23. maj 2014

Knitting peace

Jeg har set en fantastisk forestilling! Knitting Peace med svenske Cirkus Cirkör. Det er underholdning i verdensklasse med flyvende kæmpe-garnnøgler, menneskelige væve og virtuos akrobatik i et fantasifuldt strikkerunivers. Billetten var en gave fra min gode veninde, Karen, som jeg også har arrangeret Fiberfest sammen med.

Det foregik på Østre gasværk, og det var en hel perfekt kulisse. Forhallen var dekoreret med strik i forskellige udgaver - vistnok udført af Gavstrikgruppen i København.


På et podie stod denne opdækning, og gik man tættere på, så man det fineste kaffebord i hvidt strik.

Det er da smukt, ikke? Vaniljekransene ser ud som er de bagt i marengs.

Stedet hvor livets hvide tråde mødes - en smuk dekoration

Der var demonstration i armstrik,
og der blev spundet garn på en rok

Selve forestillingen var en lang nydelse. Der var følelsesladet stemning og poetiske øjeblikke og perioder med dramatik, hvor man sad med hjertet oppe i halsen.


Så tak for den fødselsdagsgave, Karen!
Forestillingen spiller nogle dage endnu, men der er forlængst udsolgt. I må nøjes med traileren her




torsdag den 22. maj 2014

Gode strikkesider



Jeg vil i det følgende henvise til 4 hjemmesider med masser af strikkeinformation og mønsteropskrifter.

Dette mønster hedder Rosary Stitch, og hvis du kunne tænke dig at lære det, kan du se det her på datoen 6. december 2013.
Bloggen hedder The Weekly Stitch
Som navnet antyder kommer der et nyt mønster hver uge ( næsten) og det fine ved den er, at mønstret både er i tekst - ganske vist på engelsk - og så der vises også en video.


En anden side er Knitting on the Net, og mønstret hedder Two Color Stitch Pattern.
Siden indeholder meget forskelligt, men jeg synes især, det er Library of Knitting Stitches som er interessant.

Knitting Fool er også en hjemmeside med rigtig mange informationer og mønstre.
F.eks er der en mønsterside, hvor man kan ordne mønstrene på forskellig vis. Man kan vælge alfabetisk, efter type, galleri m.m. Der er f. eks. 33 forskellige patentmønstre!


Den sidste blog jeg vil anbefale er Sapphires-n-Purls.
Især strikkevideoerne er gode. Hvis du strikker efter engelske opskrifter og ikke lige kan finde ud af en forkortelse, kan du se en video, og så er alt jo forstået.


Ja informationsmængden er ganske overvældende, og man må jo vælge sider ud, som man kan få glæde af. Jeg håber, du kan bruge et par stykker af de her anbefalede.

lørdag den 10. maj 2014

Saltum med mere

I dag har jeg undervist i mønsterstrik i Saltum. Det er altid en særlig begivenhed at komme Nordenfjords. Jeg følger virkelig, at jeg er kommet hjemmefra.
19 lærenemme kvinder var mødt op med et væld af farver, og vi fik begyndt på spidsen af et sjal med de teknikker, det indebærer.
Jeg var rundt ved alle stande midt på dagen, og det er svært at komme tæt på udbuddet af varer, så mange mennesker var der. Jeg kunne ikke tage billeder, uden at bede folk om trække sig sig lidt tilbage, og det var vist ikke populært. Saltum Uldfestival er en stor begivenhed, og godt Inger fik sat gang i garnsalget i majmåned. ( Inger er indehaver af Bindestuen og syntes at der blev solgt for lidt garn i forsommeren. Det forsøgte hun at lave om på og startede Uldfestivalen - og jeg skal love for, at det er lykkedes.
De gæve kvinder i Saltum og omegn gør et stort stykke arbejde.

Jeg er i gang md en babytrøje i dette mønster og min datter traf det fornuftige valg. Trøjen skal strikkes i Yaku fra strikkebogen - nederste udgave.
Den øverste er er strikket i uld og silke fra DesignClub

Endnu en lille vest med en special snydesnoning i yaku fra strikkebogen.dk


I må lige se de dejlige billeder fra Vejlefjord. Sidst i april indløste jeg min fødsesldagsgave - brunch og spa.
Vejret var pragtfuldt, så det gjorde oplevelsen til noget særligt.
Det kan virkelig anbefales. Først et dejligt brunchbord, så en badeoplevelse i termerne.
Man måtte selvfølgelig ikke tage billeder fra området, men her er lidt fra nettet og se selv flere

Inden badet nåede vi lige en tur i den ny-udsprungne skov som ligger ned til fjorden. Et fantastisk smukt område i Danmark.
Den lille gut ligger og vugger i mors mave, men om kort tid vil han ud - og hans far kan næsten ikke vente længere.
Nu har jeg farverne klar til sjal med lynlås, så et strikkekit kan bestilles over Amio eller ved at sende en mail til blogskriveren



tirsdag den 22. april 2014

Klar til ankomst

Så fik jeg babytæppet kaldet "prinsesvøbet" færdigt. Det er anden gang jeg strikker det, og også denne gang gav det mig anledning til at fundere over læreprocessen. Jeg lærte borten udenad meget hurtigere end sidste gang, og det var en større fornøjelse at strikke det, selv om der er mange spidser i sidste runde.
Det er strikket i entrådet mohair by Canard på p 4. Der er brugt 180 g. Det er fantastisk lækkert og blødt, og jeg glæder mig til at give det til min datter, og endnu mere til at svøbe lilleprinsen, som har forventet ankomst om 4 uger.
Han får også en lille vest, som han sikkert kan passe hen i efteråret. Den er strikket i en tråd Fine Wool og en tråd Alpaka1 efter modellen fra All You Knit Is Love.

Der er lavet strikkeprøve til Hokkaido kjole af Helga Isager

Kjolen strikkes på tværs, og jeg er kommet op i fuld længde. Jeg strikker den i Spinni og Alpaka1. I bogen er der to variationer, den anden er Alpaka 1 og Viscolin.'
Det var så indlæg nr. 500! 
Det vil jeg fejre med en lang cykeltur og med en stor tak til jer trofaste læsere og jeres mange tilbagemeldinger enten her på bloggen eller på mail. Uden jer ingen blog.

mandag den 14. april 2014

Eksperimenter



Min mor eksperimenterer. Hun vil strikke en poncho i mønster, som er åben ned foran. Det er ryggen vi ser her. Mønstret laver hun efterhånden, som hun kommer frem. Farverne er, hvad der var i kurven, men det er jo kun en øvelse, som hun siger.
Jeg har været der i dag for at se på anstrengelserne, og vi har foretaget visse tilretninger.
      
Men jeg synes, der er mange gode ideer. Der bliver taget ud før og efter de ensfarvede masker ned gennem arbejdet, og der er en vrangmaske på hver side, så kan man ikke se udtagningen. Masken mellem de to lodrette striber er skiftevis en ret og en vrang.
Der kan vist blive en habil designer ud af hende den 90 årige! Vi må se, hvad det ender med, for der er flere valg, som skal tages.

                                     
Når hovedet bliver for træt, strikkes der på dette arbejde. Stedmoderblomster i dejlige farver. Der skal bare strikkes lige op, det er et bestillingsarbejde fra mig. Eneste ulempe: der skal skiftes mønsterfarve temmelig ofte.

   
I morgen skal jeg have fat i planteskeen. Alle disse dejlige løgplanter skal fordeles i krukker og bede. Der bliver forår i min have og i mit sind uanset vejret.